Manchester United var det klart bedste hold, da Tottenham på Old Trafford blev slået med 2-0.

Det går op og ned for Manchester United, men klubben nærmer sig så småt de sjove placeringer i Premier League-tabellen.

Onsdag tog United tre point efter en flot indsats hjemme mod Tottenham, der blev sendt hjem til London med et nederlag på 0-2 i bagagen.

Det kunne dog sagtens have været større. United sad således tungt på bolden og sørgede for, at Hugo Lloris var på hårdt arbejde i Tottenham-målet.

Manchester United har nu 19 point på femtepladsen i Premier League. Tottenham har 23 på tredjepladsen, men har spillet en kamp mere.

Christian Eriksen startede på bænken og fik de sidste cirka fem minutter på banen. Den danske profil var helt ude af Uniteds trup i weekenden grundet sygdom, men var altså klar igen onsdag. Pierre-Emile Højbjerg spillede som vanligt hele kampen for Tottenham.

Første halvleg endte målløs, selv om United fra start satte gæsterne under stort pres og kom til et hav af afslutninger.

Anden halvleg var dog kun lidt over et minut gammel, da det endelig lykkedes United at få prikket hul på bylden.

Fred skød fra lidt uden for feltet, og brasilianerens forsøg rettede Ben Davies af, så det snød Hugo Lloris i Tottenham-målet fuldstændig.

Det var bare ikke rigtig gæsternes dag, og i det 69. minut blev det så 2-0. Denne gang havde Fred næstsidste United-fod på bolden, men det var mere held end forstand.

Midtbaneslideren sparkede bolden ind på Eric Dier, så den hoppede tilbage ud mod Bruno Fernandes, der fra kanten af feltet med en flot afslutning krøllede kuglen forbi en chanceløs Lloris.

Tottenham var presset helt i bund, og kort efter 2-0-målet måtte Lloris hive en verdensklasseredning ud af ærmet for at forhindre United i at komme yderligere foran.

Mens alt var fryd og gammen inde på banen, var der dramatik uden for kridtstregerne for United. En tydeligt frustreret Cristiano Ronaldo, der formentlig var utilfreds over ikke at blive skiftet ind, gik således i omklædningsrummet, før kampen var færdig.

/ritzau/

Genoplev kampen herunder i LIVE-bloggen: