Kenneth Zohore har sat kurs mod den største scene.

Sammen med sin klub Cardiff er han på plads i raketten med retning direkte mod Premier League. Waliserne har ikke tabt i 11 kampe i streg, og det er i høj grad den danske angribers fortjeneste. Med tre mål i de seneste fem kampe har han ramt formen på det helt rigtige tidspunkt, og det kan han takke én bestemt mand for: Manager Neil Warnock. I et interview med britiske BBC fortæller Zohore, hvordan Cardiff-bossen har forvandlet ham fra talent til stjerne:

»Han har været virkelig god for mig. Han er grunden til, at jeg er, hvor jeg er i dag,«  siger han.

»Han har presset mig og fortalt mig, at jeg kan gøre ting, som jeg ikke troede, jeg kunne, og det kan man se nu. Forleden løb jeg 10 kilometer - det har jeg aldrig gjort før i mit liv.«

KENNETH ZOHORE HAR SCORET MANGE MÅL PÅ DE DANSKE U-LANDSHOLD. SE ET UDPLUK ØVERST I ARTIKLEN

Kenneth Zohore har i alt lavet syv ligamål i denne sæson, og det har bidraget til, at Cardiff lige nu ligger på den ene af de to oprykningspladser med et forspring på hele syv point ned til nærmeste konkurrent.

Alligevel tør angriberen med en fortid i både FC København, Brøndby, OB og Fiorentina endnu ikke tro på oprykning:

»Vi har kun vindere i truppen, og det årsagen til, at vi ligger, hvor vi ligger. Vi skal bare blive ved med at presse på,« siger han.

»Det er et godt udgangspunkt med et forspring på syv point, men vi er ikke færdige endnu. Der er lang vej og mange point at spille om.«

LÆS OGSÅ Velsignet! Dansk angriber i England afslører stor nyhed

Allerede i weekenden møder Cardiff et af de øvrige tophold, som skal holdes på afstand, Derby på femtepladsen:

»Opgøret mod Derby er en kæmpe kamp. Vi tager dertil for at få et resultat, så jeg glæder mig til kampen og jeg glæder mig til træning,« siger Kenneth Zohore.

»Når vi ikke træner, keder jeg mig. Jeg vil bare ud på banen.«

Der resterer i alt ni runder af Championship.