Mesterskabet? Glem det! Superligaguld bliver ikke aktuelt for Brøndby IF, som kæmper desperat med at finde formen i dette efterår. Det mener fodboldeksperterne Mikkel Beckmann og Peter Sørensen:
»Det kan godt blive bedre, og de skal nok komme op og blande sig i bronzekampen, men sølvet og guldet er væk,« siger tidligere superligatræner Peter Sørensen, mens Beckmann supplerer:
»Kampen på søndag mod FC København er deres eneste lille chance for at vende det. Vinder de over FCK, så er der verdens mindste chance for, at de kan komme tilbage i topstriden, men taber de, er de så godt som 100 procent ude af det. Det er ærgerligt, for jeg havde håbet på et kapløb mellem de tre hold,« siger den tidligere superligaprofil.
I stedet skal guldet ifølge eksperterne sendes tilbage til de forsvarende mestre fra FCM eller til Brøndby IF's værste rivaler, FC København. Det står helt klart efter mandagens topkamp, hvor FCM sendte Brøndby IF hjem fra Herning med et 2-3-nederlag i bagagen. Dermed er Alexander Zornigers mandskab hele 13 point efter de to topklubber.
»Jeg har svært ved at finde et rigtig godt svar på, hvorfor både FCK og FCM, som begge er godt kørende, pludselig skulle miste så mange point,« siger Peter Sørensen, som peger på følgende forklaring på, hvorfor Brøndby IF slet ikke har ramt samme niveau som i sidste sæson, hvor de var med i guldkampen til det sidste:
»De lukker alt for mange mål ind og har svært ved at score. Det er for tit, de ikke kan holde deres føringer, og for sjældent de kan holde nullet. De har spillet fint i deres kampe mod FCM og FCK, men det var ikke godt nok.«
De kolde facts siger alt om Brøndby IF's store spillemæssige problemer i denne sæson: Sølvvinderne er det næstdårligste hold i Superligaen, hvis man ser på de sidste 10 runder. Det er kun oprykkerne fra Vejle Boldklub, der har scoret færre point end Brøndby IF siden starten af august, hvor de blågule blot har hentet otte point.
»10 kampe er en lang periode. Det virker alvorligt,« siger Sørensen.
Mikkel Beckmann forklarer den dårlige Brøndby-stime således:
»Deres forsvar sejler, og deres målmand redder ikke point for dem. De har mistet den bedste mand i hver kæde: Frederik Rønnow i målet, Christian Nørgaard på midtbanen og Teemu Pukki i angrebet. Og så har Benedict Röcker haft store problemer i år med skader og andet. Det er svært at erstatte.«
Den pointe underbygges af tallene, som viser, at målene i denne sæson er haglet ind bag målmand Marvin Schwäbe. Brøndby IF har med 23 indkasserede mål det næstdårligste forsvar i ligaen. Kun Hobro IK har lukket flere mål ind.
»Det virker også, som om de andre hold ikke er bange for at dæmme op for Brøndbys pres. Og så virker det, som om Alexander Zorniger tærer hårdt på truppen i modgang, og at spillerne har mistet lidt af troen på det. Jeg ser en række individualister, som spiller for sig selv, og som ikke stoler på hinanden. Det er svært at komme ud af,« siger Beckmann.
Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, mener - ligesom Mikkel Beckmann - at en del af årsagen skal findes i den store udskiftning i truppen, der fandt sted i seneste transfervindue
»Vi har i den grad haft en stor udskiftning i sommer, og vi synes også en del af besværet nu er, at vi skal integrere en masse spillere. Så jeg forestiller mig ikke, at Brøndby står med seks nye spillere igen i vinter. Men det er klart, at vi altid er på, og hvis vi kan finde lidt ekstra, så gør vi det. Lige nu går der for mange mål ind.«
Troels Bech har opsagt sin stilling med udgangen af året. Han håber, at han kan forlade holdet i en bedre position i ligaen end den aktuelle syvendeplads.
»Tanken er, hvordan vi kan gøre, at vi igen kommer i nærheden af det, vi sigter efter, og det er en top-3-placering, og det er absolut tilgængeligt. Jeg mener, vi har leveret stabile præstationer, men vi har ikke leveret stabile resultater,« siger Bech, som altså fastslår, at de i klubben stadig tror på at nå tredjepladsen, når sæsonen er omme.