Når de tre 'X Factor'-finalister går på scenen fredag aften, får de besøg af ikke færre end seks kendte musikere.

Tre af dem skal de synge sammen med – tre andre er blot på besøg.

Én af sidstnævnte er Andreas Odbjerg, der selv fik sit folkelige gennembrud efter at have deltaget i både 'X Factor' og 'Voice' uden dog at vinde nogen af dem.

»'X Factor' har på mange måder et specielt sted i mit hjerte. Jeg stillede op i anden sæson og var ret tæt på at komme til liveshow – men endnu vigtigere fik jeg noget af den første anerkendelse fra en professionel del af branchen,« siger musikeren i en pressemeddelelse.

Siden har han været tilknyttet programmet som en del af holdet bag tidligere dommer Ankerstjerne.

»Og det var virkelig intenst, men også virkelig rart i kraft af den kærlige næsten efterskolestemning, der er på produktionen og bag scenen.«

Andreas Odbjerg afslører ikke, hvem han hepper på fredag aften – men han lægger ikke skjul på, at han er begejstret for det arbejde, Simon Kvamm har lavet for sine tre deltagere.

»Jeg har set alle årets udsendelser og synes, at Simon Kvamm har været en udsøgt gave til programmet. Den fortolkning af 'Rigtige venner' med ROSÉL var genial,« siger han.

Det bliver tredje gang, Andreas Osbjerg optræder i 'X Factor' som gæstemusiker. Her ses han under sin optræden i 2021.
Det bliver tredje gang, Andreas Osbjerg optræder i 'X Factor' som gæstemusiker. Her ses han under sin optræden i 2021. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Foruden Andreas Odbjerg vil Ida Laurberg og Scarlet Pleasure optræde i finalen.

Herudover skal deltagerne traditionen tro synge duet med hver sin kendte musiker.

I finalen skal Theodor først synge 'Guleroden' af Kim Larsen. Herefter får han selskab af duoen Barselona på numrene 'Vi er her ikke for evigt, men vi er her lidt endnu' og 'Lyden af livet'.

»Vi glæder os helt vildt til i aften. Det er første gang, vi skal spille vores nye single 'Lyden af livet' live, og vi er sikre på, at Theodor går hele vejen!« udtaler Barselona.

Finaledeltagerne Sigalaz, ROSÉL og Theodor.
Finaledeltagerne Sigalaz, ROSÉL og Theodor. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Sigalaz skal synge Tobias Rahim-sjæleren 'Når mænd græder' alene og herefter 'Juice' og 'All In' med bandet Blæst.

Sluttelig vil duoen ROSÉL synge Marie Keys kærlighedshymne 'Uden forsvar'og herefter få besøg af det unge pophåb Pil på sangene 'Dronning af månen' samt 'Omvendt', som i øvrigt oprindelig er en duet med førnævnte Andreas Odbjerg.

Herudover skal de naturligvis – som udstemte Nambahlou gjorde i sidste uge – synge hver sin originale sang skrevet specielt til dem.