Lyt til artiklen

Først blev den udskudt efter klager om 'adskillige åbenlyse faktuelle fejl, misvisende forhold og udokumenterede påstande'.

Og nu vælger TV 2 for anden gang at pille dokumentaren 'Saxo Bank bag facaden' af sendeplanen.

Det oplyser tv-stationen til kulturprogrammet 'Babylon' på 24syv.

Dokumentaren skulle være sendt torsdag 17. november, men blev erstattet med 'Nissen flytter altid med' om Jan Linnebjergs skæbne efter 'Pyrus'-æraen.

Dernæst skulle den vises 24. november. Seneste melding er dog, at dokumentaren nu er udsat på ubestemt tid.

Ifølge en tidligere programomtale af dokumentarserien skulle den have afsløret, hvordan Lars Seier Christensen og Kim Fournais har tjent kæmpe formuer på mistænkelige handler med russiske kunder. Den blev siden ændret af TV 2, så 'Rusland' ikke længere fremgik.

»Programmet indeholdt adskillige åbenlyse faktuelle fejl, misvisende forhold og udokumenterede påstande,« skriver kommunikationschef hos Saxo Bank Lasse Lilholt til Se og Hør og hæfter sig ved, at TV 2 valgte at udskyde programmet efter henvendelse fra Saxo Bank.

Til ugebladet fortæller TV 2-redaktør Lasse Bjerre dog, at udskydelsen af programmet ikke skyldes, at tv-stationen ikke kan stå inde for programmet.

»Når vi har valgt at udsætte sendetidspunktet, så skyldes det, at vi er kommet i besiddelse af nye oplysninger, som skal undersøges nærmere,« skriver han i en mail.

I stedet for 'Saxo Bank bag facaden' vil man torsdag kunne se 'Auktionshusets hemmelige handel'.