24 år efter den første 'Gladiator'-film er Connie Nielsen klar til at vende tilbage til fortællingen om det romerske imperium.

Det er tidligere afsløret, at 'Gladiator 2' vil få premiere i november 2024.

Nu står det klart, at Connie Nielsen igen vil få sit navn på filmplakaten. Det skriver Deadline og Variety.

I den første film spillede danskeren rollen som Lucilla, der havde et forhold til Maximus, der blev spillet af Russell Crowe.

Da første del af storfilmen kostede en del karakterer livet, har der ikke været mange roller, som casterne kunne genbesætte med kendte ansigter. Netop derfor har Connie Nielsens deltagelse været vigtig for filmproducenterne, skriver Deadline.

Connie Nielsen og Russel Crowe til premiere på den første 'Gladiator' film i 2000. 24 år senere er opfølgeren på vej. Foto Lucy NICHOLSON.
Connie Nielsen og Russel Crowe til premiere på den første 'Gladiator' film i 2000. 24 år senere er opfølgeren på vej. Foto Lucy NICHOLSON. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Ikke bare havde den i dag 57-årige dansker i den første film en romantisk forbindelse til hovedrollen Maximus, hun var også mor til Lucius, der kommer til at spille hovedrollen i opfølgeren.

Rollen som Lucillas søn, Lucius, skal spilles af Paul Mescal, der er kendt fra miniserien 'Normal People'.

Forholdet mellem mor og søn forventes at blive omdrejningspunktet i den nye fortælling.

På rollelisten til 'Gladiator 2' står desuden navne som Barry Keoghan, der senest har spillet med i den Oscar-nominerede 'The Banshees of Inisherin', og Denzel Washington. Mens Ridley Scott vender tilbage som instruktør.

Den første Gladiatorfilm solgte billetter for over 450 millioner dollar og var nomineret til 12 Oscars, hvor de vandt fem gyldne statuetter – blandt andet for 'Bedste film'.