I denne uge går Susanne Bier i gang med at filme sin næste amerikanske film, 'Bird Box', der har Sandra Bullock i den altdominerende hovedrolle.

Den Oscar- Emmy- og Golden Globe-vindende danske instruktør har brugt de sidste uger i Los Angeles på at forberede sig på optagelserne til filmen, der bliver en thriller, som hun laver for Netflix.

Streaming-tjenesten fortalte tidligere på måneden, at de vil bruge op mod 50 milliarder kroner på at producere film og tv-serier i 2018.

Foruden Sandra Bullock har Bier også hyret Hollywoodstjernen John Malkowich, samt Hollywood-talenterne Sarah Paulson og Rosa Salazar.

Manuskriptet er skrevet af Eric Heisserer, der står bag sidste års sci-fi-succes, 'Arrival, og i 'Variety' beskrives filmen som en 'apokalyptisk thriller'.

Historien i Biers kommende film udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden har været udsat for et massivt angreb fra aliens.
En mor, spillet af 45-årige Sandra Bullock, og hendes to børn skal kæmpe sig gennem det efterfølgende kaos på en længere rejse ned af en flod.
En overlevelseshistorie der lyder som om den er i familie med Steven Spielbergs fremtidsgyser 'War Of The Worlds' og tv-serien 'The Walking Dead'.

Siden Susanne Bier fik international succes med den britisk/amerikanske tv-serie 'The Night Manager', har hun været et endnu mere varmt navn i udlandet, end da hun fik en Oscar for 'Hævnen' i 2011.
Den danske instruktør har således nøje udvalgt 'Bird Box' blandt  de mange manuskripter som hun blev tilbudt i tiden efter 'Night Manager', hvor hun fik tilsendt cirka 20 manuskripter fra USA og England hver uge i en lang periode.

Siden 2007 har Bier lavet en række film, der har vakt genklang i både USA og England, og hun har blandt andet arbejdet sammenmed Halle Berry, Benicio Del Toro, Connie Nielsen, Pierce Brosnan, Tobey Maguire, Nathalie Portman, Tom Hiddleston samt Tom Bradley og Jennifer Laurence, som hun lavede storfilmen 'Serena' med i 2014.

Filmen fik en hård medfart af anmelderne og blev også et kommercielt flop, og Bier har fortalt BT, at hun mistede føling med filmen, som producenterne ville ét med, og som hun ville noget helt andet med.

»Jeg vil aldrig igen udsætte mig for at lave et projekt, hvor jeg ikke selv er helt med. Man kan ikke garantere, at det, man laver, bliver en succes, men jeg kan i hvert fald sikre mig, at det, jeg laver, er noget, jeg kan mærke, som jeg tror på og kan stå inde for. Ellers bliver det ligegyldigt«.

Og Susanne Bier lod sig ikke skræmme af skyggerne fra 'Serena', og et stykke tid efter premieren, gik hun igang med tv-serien 'The Night Manager', der blev en tiltrængt revanche. Den indbragte hende en Emmy som bedste instruktør og fire Golden Globe-priser.