Pilou Asbæks faste danske instruktør Tobias Lindholm er ikke overrasket over, at Pilou Asbæk har taget et stort spring frem blandt millioner af brugere på det verdensomspændende film-site IMDBs Star Meter:

Fra en plads som nummer 370 er den 35-årige skuespiller sprunget op som nummer 41 blandt alle, og som den ottende mest populære mandlige skuespiller.

»Jeg blev ikke særligt overrasket, da jeg så listen. Pilou har lavet nogle sindsygt gode præstationer i de nye afsnit af Game Of Thrones, og det har helt sikkert affødt det spring i popularitet. Og jeg kan godt afsløre, at jeg bliver kontaktet af ret mange internationale filminstruktører, der spørger til Pilou, så der er stor efterspørgsel og stor interesse efter ham,« siger Tobias Lindholm, der har Pilou Asbæk i hovedrollen på alle sine tre prisbelønnede danske produktioner; 'R', 'Kapringen' og 'Krigen'.



Den sidstnævnte var nomineret til en Oscar i Hollywood sidste år som bedste udenlandske film.

»Pilou og jeg har 10 års jubilæum sammen i år, og jeg er vanvittig stolt af, at verden nu har opdaget det, jeg har sagt i årevis. At Pilou er den bedste europæiske skuespiller i sin generation. Og det afspejler sig lige nu i al den opmærksomhed og succes, han har. Nu kan man for alvor tale om et internationalt gennembrud for Pilou, hvilket ikke overrasker mig et sekund,« siger Tobias Lindholm, der taler med Pilou flere gange om ugen, selvom de ikke arbejder sammen på et konkret projekt:

Venner både på film og privat. Pilou Asbæk og Tobias Lindholm har lavet tre danske prisbelønnede filmsucces'er sammen, og skal arbejde sammen igen. Men først om nogle år. De har genne gang i internationale filmkarrierer.
Venner både på film og privat. Pilou Asbæk og Tobias Lindholm har lavet tre danske prisbelønnede filmsucces'er sammen, og skal arbejde sammen igen. Men først om nogle år. De har genne gang i internationale filmkarrierer. Foto: Simon Skipper
Vis mere

»Vi taler sammen hele tiden og følger hinanden meget tæt. Vi er hinandens sparringspartnere på godt og ondt og har aftalt at dele næsten alt sammen og dermed også at lave flere film sammen i fremtiden,« siger Lindholm, der selv har gang i et internationalt eventyr.

»Jeg har lige instrueret to afsnit til en international tv-serie til Netflix, der bliver produceret af David Fincher, som for eksempel har instrueret 'Se7en', og 'Zodiac', og står bag 'House Of Cards'. Serien hedder 'Mindhunter, og handler om de FBI-agenter, der i sin tid udviklede den afdeling, der handler om psykologisk profilering af seriemordere og andre gerningsmænd.«