Den amerikanske skuespiller William Baldwin, der er bror til Alec Baldwin, skal medvirke i den kommende danske film ‘The stranger inside’, hvor han skal spille psykiater.

- Han var vores første valg, indenfor vores budgetramme. Han var det perfekte match med sin alder og erfaring, siger producer Michael Aoun til bt.dk.

Hvad filmen handler om, vil han dog ikke nærmere ind på, men fortæller, at filmen er en psykologisk thriller med en masse twists, der gør det svært at gennemskue, hvem der er skurken.

LÆS OGSÅ: 

På rollelisten er også den canadiske skuespiller og tidligere model Estella Warren, der endnu ikke har haft sit store gennembrud hos det danske publikum og skønheden Sarah Butler. Desuden medvirker danske Kim Bodnia også i den internationale film, der er engelsksproget, men 100 procent dansk finansieret.

Sammen med Adam Neutzsky-Wulff har Michael Aoun filmselskabet Drama Deluxe og med resten af holdet bag filmen, har de nu startet optagelserne, som finder sted i en villa på Mallorca til den nette sum af 65 millioner kroner. Janteloven har ikke fået ramt på ambitionerne.

Kendte serier i bagagen

- Vi har nogle af de dygtigste filmfolk i Skandinavien, der formår at producere høj kvalitet med økonomisk mådeholdenhed. Det vil vi nu udnytte til at skabe international succes, og vi vil gøre det selv - hele vejen, siger Adam Neutzsky-Wulff, der tidligere har holdt sig til danske tv-produktioner som '2900 Happiness' og 'Tak for i aften'.

- Vi har allerede to scener i kassen efter første dag. Det er fedt at arbejde med garvede skuespillere, der arbejder så godt med kort forberedelsestid, slutter Michael Aoun.

Filmen får premiere i 2012.