Følelsen af ikke at kunne trække vejret blev for meget for tv-personligheden Anni Fønsby, der efter kort tid i en lille lukket boks måtte kapitulere og forlade tv tv-programmet »Jeg er en celebrity - få mig væk herfra«. Den blonde reality-deltager havde på forhånd sagt, at hun ikke var meget for små, lukkede rum og havde havde med egne ord til sidst ikke psyken til at holde mere end et par minutter i den mørke boks, som blev fyldt med vand og rotter.

Ironisk nok er rotter formentlig noget af det eneste, Fønsby ikke på forhånd havde udnævnt som et af de dyr, hun er rædselsslagen over for.
»Det var forfærdeligt, jeg er normalt ikke bange for rotter og det med at blive lukket ned i en kiste, kunne jeg sagtens klare, men kombinationen gjorde, at jeg fik klaustrofobi, og jeg havde svært ved at få vejret,« sagde hun umiddelbart efter konkurrencen, hvor hun blev slået af Stine Kronborg, der holdt til at ligge i kisten i næsten 12 minutter.

Sult, kryb, højder og ingen makeup var bare noget af det, der stod på Anni Fønsbys lange liste af ting, hun slet ikke brød sig om ved strabadserne i junglen. Og det tog da også produktionsholdet et par forsøg at få hende med på jungle-holdet, for da hun først fik tilbuddet, takkede hun nej.

Selvom Anni Fønsby nu har vinket farvel til gevinsten på 250.000 kroner er målet om at få rykket nogle grænser i den grad nået.
»Vi har jo skullet overskride vores største fobier for at få mad, og alligevel er vi gået sultne i seng. Der er ikke noget, der kan slå mig ud. Det følte jeg heller ikke før, for jeg er jo en pige, der har været igennem meget i mit liv, men det her vidste jeg, ville være en overskridelse af mine grænse.«

Udover Anni Fønsby har også komikeren Amin Jensen, skuespiller Margrethe Koytu og børnebogsforfatter Inez Gavilanes forladt programmet.