TV 2’s administrationsomkostninger steg med 12 procent i 2019, og det var der en god grund til.

Den afgående administrerende direktør Merete Eldrup og den afgående finansdirektør Peter Normann fik nemlig en samlet fratrædelsesgodtgørelse på 10,9 millioner kroner.

Merete Eldrup varslede sin afsked som direktør i januar 2019, og fik 6,8 millioner kroner med i kufferten.

Mens Peter Normann stoppede den 1. juni og fik 4,1 millioner kroner med. Det skriver Mediawatch ud fra selskabets årsregnskab.

‘Merete Eldrup og Peter Normann har begge modtaget fratrædelsesgodtgørelse i henhold til deres respektive ansættelsesaftaler. Merete Eldrup har i mange år og med bravur løst sin direktøropgave på TV 2, som hun har manøvreret gennem finanskrise og seerkrise,’ skriver Jimmy Maymann, der er formand for TV 2’s bestyrelsen, i en kommentar til Mediawatch.

Erstatningen for Merete Eldrup blev Anne Engal Stig Christensen. Hun startede den 1. august sidste år, mens Carsten Topholt tog over for Peter Normann.

'Jeg ønsker at være mere aktiv i bestyrelsesarbejde og tror på, at jeg vil få glæde af at skrue mit arbejdsliv sammen på en ny måde de kommende år,' sagde Merete Eldrup, da hun stoppede.

TV 2 brugte i 2019 204 millioner kroner på administrationsomkostninger.