Da Pita Boulevard ved Åboulevarden i Aarhus 3. maj fik besøg af Fødevarestyrelsen, blev de en sur smiley rigere og 5000 kroner fattigere.

Kontrollanterne konstaterede nemlig flere udfordringer med rengøring i butikken.

Det fremgår af en kontrolrapport på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Der lå blandt andet døde insekter flere steder på bordene i området, hvor gæsterne kan sidde og spise. I køkkenet lå der også produktrester og skidt under bordene og ved siden af opvaskemaskinen.

»I køleskabet i baglokalet er der på hylden rust og belægninger af skidt,« står der også i rapporten.

Under besøget havde Pita Boulevard følgende bemærkning om den manglende rengøring:

»Jeg er i gang med at gøre rent.«

Det blev til en bøde på 5000 kroner for den utilstrækkelige rengøring.

Derudover kunne virksomheden ikke dokumentere varemodtagelser og egenkontrol for opbevaring, som ellers skal gøres henholdsvis ugentligt og dagligt.

Indskærpelserne medfører to gebyrbelagte opfølgende kontroller.

Pita Boulevard er ikke enig i, de har problemer med rengøring.

»Vi har ikke insekter på bordene, og det er ikke beskidt, der manglede bare at blive fejet,« forklarer virksomheden.

Ifølge virksomheden var de i gang med at gøre rent, da Fødevarestyrelsen kom forbi.

»Vi stod med mopper og spand, da de kom ind. At al arbejdet så skal stoppe, fordi de kommer, er sådan det er. Der er ikke noget at sætte en finger på i vores butik.«

»Der lå en død myg på bordet. Vi har butik ved Aarhus Å, der er mange myg på den her årstid. Så det er lidt overdrevet  at sige mangelfuld rengøring, når der ligger en død myg, som vi selvfølgelig tørrer af,« afslutter virksomheden.