En nylig solbeskinnet dag i Aalborg centrum faldt jeg i snak med et par, der var lige det ældre end mig. Et boomerpar, om man vil.
Det var alt i alt en utrolig hyggelig oplevelse, men til slut kommer manden med en dårlig, unødvendig og stødende joke.
Noget med forskellen på mænd og kvinder, at damer aldrig holder mund og tager deres mænds frie vilje fra dem, så snart de får en ring på fingeren. Sagt med andre ord, der var fuld plade i boomerbingo.
Og jeg fangede mig selv i at bryde ud i en falsk latter, der kunne have skaffet mig en Oscarnominering. Jeg grinte. De grinte. Jeg slog pjattende hånden ud i luften og sagde noget i retning af 'ej, nu holder du', i en let og useriøs tone.
I virkeligheden havde jeg jo lyst til at kigge på ham med et stift, træt og uinspireret blik og forklare ham en ting eller 15 om feminisme og faren ved at holde så stereotype kønsroller i live.
Men jeg gad ikke. Jeg kunne ikke. Jeg turde simpelthen ikke.
Bare få dage forinden havde jeg snakket med skuespiller Sidsel Siem Koch. Hun er aktuel i gyserfilmen ‘Speak No Evil’, hvor hun spiller den ene halvdel af et dansk ægtepar, der får en tragisk skæbne, fordi de smiler og griner sig gennem situationer, der i højere og højere grad bliver abnormt ubehagelige.
Under optagelserne var en ting gået op for hende. Hun gjorde det selv på daglig basis.
Og jeg må bare konstatere, at jeg ikke er en skid bedre selv. Siden jeg blev opmærksom på ‘Speak No Evil’-effekten, har jeg fundet ud af, at der ikke går én dag, hvor jeg ikke mindst én gang svarer noget helt andet og langt mere letfordøjeligt, end jeg føler.
Det er en hård opdagelse at gøre sig, for det vender fuldstændig op og ned på den fortælling, man har skabt om sig selv.
At man er en bad bitch. Sandhedens forsvarer. Et af de mennesker, der siger noget så irriterende som 'jeg er en af dem, der tør sige det højt, som alle tænker', men rent faktisk ikke gør det.
Men hvorfor gør vi det? hvad er det, der ligger på den anden side af høflige smil og ufarlige svar, der er så frygtindgydende, at vi slet ikke tør gå ind i det? Hvorfor er den gode stemning vores hellige gral, vores religion?
Det er en helt reel risiko, at det blot er, fordi jeg er utrolig dårlig til mit job, men da jeg prøvede at spørge Google på to forskellige sprog og 18 forskellige måder, havde den heller ikke svaret.
Måske det bare er den gode gamle flokmentalitet. Vores stenalderhjerne, der fortæller os, at vi bliver kylet ud af stammen og smidt alene i skoven for at blive fortæret af hidsige vildsvin, hvis vi stiller os i opposition til flertallets holdning.
Men vi er nødt til at prøve at blive bedre. Hvordan skal man ellers lære at blive et bedre menneske?
Nu har jeg jo sendt den rigtig søde mand med den meget dårlige joke videre ud i verden i troen om, at hans vittighed er en vaskeægte lårklasker og en humørspreder af en anden verden.
Og det kan hverken han eller jeg jo bruge til særlig meget. Så sig nu sandheden til hinanden! Sig det med kærlighed, men sig det ikke mindst også med den nødvendige mængde ærlighed.
