For hver tredje dansker er klima og miljø i top over de temaer, der kommer til at afgøre, hvor de sætter deres kryds ved kommunalvalget.
Når den grønne dagsorden ligefrem kan konkurrere med de traditionelle topscorere – sundhed og ældrepleje – er der grund til at spærre øjnene op. Og i modsætning til ved sidste folketingsvalg, så er debatten meget håndgribelig.
Sidste folketingsvalg blev med god grund døbt 'klimavalget' af de førende valgforskere, men som politisk debat var den faktisk ret svær at få greb om. På den ene side slog politikerne om sig med procentsatser og årstal – og på den anden side blev de spurgt til egen affaldssortering og cykelvaner.
Det var tydeligt, at spørgsmålet om klima og miljø var vigtigt, men det blev også enten meget abstrakt eller helt fladpandet.
Sådan er det ikke i den kommunale verden. Det er ekstremt befriende at få oversat fine visioner til praktisk hverdag. Det er ligesom til at forholde sig til, om kommunens busser skal køre på el, om man skal kystsikre, om kloaker skal udvides for at undgå oversvømmelser, om vejsider skal stå vilde af hensyn til biodiversitet og sådan kunne man blive ved.
Det hører selvfølgelig med til historien, at ikke al fokus på den grønne omstilling er drevet af begejstring. Nogle områder kæmper imod vindmøller, solceller og biogasanlæg som nærmeste nabo.
Nogle steder vil man gerne have lov til at tæmme lidt af den vilde natur, så ens hus kan stå tørskoet, og der er også dem, der synes, al den vilde natur ser rodet ud på villavejen.
Fælles for begge fronter i den grønne samtale er, at den er til at få greb om i den kommunale verden. Man behøver hverken af dybdeanalysere Parisaftalen eller forstå de finere detaljer i Power-to-X eller teknologien i energiøer, for at kunne deltage i samtalen.
Alle kan være med og det er til at forstå, hvad folk taler om. Det bør Christiansborg-politikerne studere nøje lige nu, for de har ikke evnet at gøre denne grønne dagsorden tilgængelig.
Og bare lige for at slå det fast med syvtommersøm: Vi er langt forbi det punkt, hvor det er nødvendigt at overbevise nogen om, at den grønne dagsorden er vigtig.
Det viste vælgerne ved sidste folketingsvalg, og de viser det tydeligt igen her to år efter ved valget til kommuner og regioner. Vi er faktisk også forbi det punkt, hvor man kan konkurrere om, hvem der har de største visioner, når nu det er blevet umoderne at skændes om, hvem der har den stærkeste far.
Vi vil have klar besked på, hvad der skal ske – helt konkret. Og Christiansborg-politikerne bør også notere sig, at der stort set ikke er nogen, der spørger om, hvad det koster. Tag noter, kære landspolitikere!
Rundt om i landet er klima og miljø en dagsorden, hvor det kun kan gå for langsomt. Kommuner og virksomheder melder mere ambitiøse planer ud end Christiansborg.
Og de evner faktisk mange steder at tænke det hele sammen på tværs af den almindelige silotænkning. De kan ave vild natur, spildevandopsamling, kloakdimensionering, erhvervsudvikling og et sundere liv for borgerne på én og samme tid.
Jo, kan man sige, men det er jo naturligt, at Christiansborg skaber rammerne gennem visionsplaner, og kommunerne udfylder dem med konkrete planer. Korrekt. Sådan er rollefordelingen. Tag et øjeblik, og nyd alle de konkrete løsninger, der bliver foldet ud lige nu.
Og så håber jeg landspolitikerne vil gøre som Hillary Clinton (billedet), da hun landende til COP 15 i København i 2009: Hun tog en blok og en fyldepen frem, så daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i øjnene og spurgte: »What can I do?« (Hvad kan jeg hjælpe med?).
Ugens sletning
Torsdag aften var der pressemøde i Statsministeriet, hvor statsministeren og justitsministeren svarede på spørgsmål om sletning af sms’er. Der vil være lige så mange holdninger til det pressemøde, som der var seere.
Der var faktisk flere end til en gennemsnitlig statsministeriel nytårstale, hvilket nok fortæller lidt om, at der er tale om en sag, som folk ikke har problemer med at forstå. Det er i sig selv dårligt nyt for regeringen, som i disse dage lider et alvorligt troværdighedsknæk.
Når støvet har lagt sig engang, vil kun få kunne huske detaljerne – »det bliver teknisk« – men de vil kunne huske stemningen. Husker de mon den »max ydmyghed«, som regeringstoppen efterlyste hos fødevareministeriet i en sms? Næppe. Lev med det!
Ugens overdrivelse
I forbindelse med sms-gate, har nogle oppositionspolitikere talt om bevidst bortskaffelse af beviser. Det er selvfølgelig en uklædelig stramning. Vi ved ikke, om det var bevidst. Vi ved heller ikke, om det var beviser for noget som helst. Oppositionen bør minde sig selv om, at man altså ikke behøver at tygge al maden for vælgerne.
Statsministeren appellerede på sit pressemøde til, at danskerne skal stole på hende, fordi hun er statsminister. I et veloplyst demokrati skal man faktisk det modsatte, nemlig være kritisk overfor magthavere. Den ramte Jakob Ellemann til gengæld rent med sin kommentar om, at han ikke stoler på statsministeren.
Ugens skjold
Regeringen har – i forbindelse med pressemødet og på alle andre platforme – genaktiveret fortællingen om en 100-årsbegivenhed i form af coronapandemien. Set i det lys, kan de fleste danskere sagtens tilgive en meget kontant sprogbrug i for eksempel sms’er.
Vi er også helt med på, at der bliver begået fejl, og at det selvfølgelig har været en voldsomt krævende tid at gå igennem for beslutningstagere og deres håndgangne mænd og kvinder. Det er altså et effektivt skjold mod kritik. Vi er med jer så langt.
Men hvor er vores skjold? Smitten stiger på trods af en høj vaccinetilslutning. Og nu tager andre sagen i egen hånd. En restaurant har indført krav om coronapas, en virksomhed vaccinekrav, KL opfordrer folk til at brevstemme til kommunalvalget. Hurra for private initiativ, men hvor er regeringen?
