Finland og Sverige annoncerede på et fælles pressemøde i denne uge, at de to lande nu har blikket stift rettet mod NATO-medlemskab.
Samtidig kan man følge en fransk præsidentvalgkamp, hvor en af kandidaterne, Marine Le Pen, taler for et tættere forhold til Rusland og udtrædelse af dele af NATO-strukturen – dog ikke musketer-eden i artikel 5.
Sikkerhedslandskabet i Europa er slet ikke færdigt med at forandre sig som følge af Ruslands krig mod Ukraine.
Europa holder vejret, når franskmændene 24. april går ind i anden runde af præsidentvalget, hvor de udenrigspolitiske meldinger fra ikke mindst Marine Le Pen skaber dybe panderynker i det EU, der ellers er rykket sammen i bussen og har reageret med en hidtil uset styrke mod Ruslands invasion.
Nu er der en risiko for, at det stærke værdifællesskab i EU vil blive udfordret af en skeptiker i flokken – endda i front for et af de absolutte kernelande.
Det er værd at huske på, at Le Pen tidligere er blevet kritiseret for at mene, at Rusland ikke havde invaderet Krim. Men når hun nu rydder op i »misforståelser« om sin politik, giver det alt andet end ro i maven.
Så snart krigen i Ukraine er slut, vil Le Pen – af hensyn til franske interesser – klinke skårene med Rusland, bl.a. for at undgå, at Rusland knytter sig for tæt til Kina.
Til gengæld vil hun lægge mere afstand til Tyskland, hvor hun vil gøre op med »den franske blindhed mod Berlin« – altså Macron/Merkels tætte samarbejde. Og hun vil ikke placere franske tropper hverken under NATO- eller EU-kommando.
I det hele taget har Merkel-æraen i Europa i løbet af en måned ændret sig fra at blive betragtet som en lang stabil periode til et geopolitisk flop. Det var under Merkel, at afhængigheden af russisk gas eksploderede, og internt i Frankrig er hun og Macron lige nu 'ikoner' på alt det, der er gået galt.
Men i det meste af Europa hepper man alligevel på genvalg til præsident Macron, selvom det kan skabe store indre spændinger i Frankrig, som kan udfordre EU på andre måder. Men før alt andet kommer lige nu sikkerheden i Europa.
Helt andre toner lyder der fra Finland og Sverige. De to landes statsministre holdt onsdag et fælles pressemøde, hvor de annoncerede, at »alting har forandret sig« efter Ruslands krig mod Ukraine.
Forskellen på at være partner og medlem af NATO er blevet for stor i lyset af den aktuelle sikkerhedssituation i Europa.
Derfor kaster de to lande sig nu ud i en hurtig behandling af spørgsmålet om, hvorvidt de skal indtræde i NATO. I Finland kommer det til at tage uger frem for måneder, mens Sverige forventer en afklaring i juni.
Det fik straks Kremls talsmand, Dimitrij Peskov, til at udtale, at en udvidelse af NATO med Finland og Sverige ikke vil øge stabiliteten i Europa, og at NATO-alliancen fortsat er gearet til konfrontation.
Ligesom den tidligere russiske præsident Medvedev har udtalt, at han ikke mener, at man kan holde den baltiske region atomfrit, hvis de to lande bliver optaget i NATO.
En umiskendelig trussel, som utvivlsomt er afsendt fra præsident Putin. Derfor må man også forvente, at NATO vil være klar til at stille den fulde beskyttelse af artikel 5 til rådighed for de to lande, når de formentlig ansøger om fuldt medlemskab snart.
Litauens statsminister konstaterede tørt, at der allerede er atomvåben i den baltiske region, nemlig 100 kilometer fra Litauens grænser.
Man kan kun gisne om, hvad der ville være sket, hvis NATO havde optaget Ukraine for at afskrække Rusland fra krigen. Men Finland og Sverige er en helt anden diskussion, for det er lande, som Europa kender, forstår og i forvejen samarbejder med på en helt anden måde.
Begge lande er i forvejen medlemmer af EU.
I den nordlige del af NATO-alliancen og EU ønsker man at forstærke samarbejdet – selv med atomtrusler hængende over hovedet. Men i den sydlige del af alliancen og samarbejdet ser man frem mod en anden runde i præsidentvalget, der vil have betydning for, hvor samlet Europa står i modstanden mod Rusland.
Der er styrke i antal og i sammenhold. Man må håbe, at den historisk foranderlige sikkerhedssituation i Europa samler langt mere, end den splitter.
Ugens udrejse
Storbritannien har nu en aftale med Rwanda om et samarbejde om flygtninge med det afrikanske land. Noget, også den danske regering arbejder hen imod.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye håber, at flere europæiske lande vil følge trop, for der er, ifølge ministeren, brug for fælles europæiske løsninger.
Han har nu indkaldt Folketingets partier til et møde om en mulig lignende dansk aftale, som flere andre partier også tidligere har haft tanker og forslag om.
Målet er at tage brødet ud af munden på menneskesmuglere og sikre, at færre tager den farefulde færd over Middelhavet mod Europa. Men det vil måske også have den fordel, at det vil afskrække nogle fra overhovedet at tage turen.
Det er en 30 år gammel politisk idé, som nu ser ud til at kunne blive til virkelighed. Ministeren ønsker et »retfærdigt og humant« asylsystem. Det er netop det – ikke kun færre flygtninge – man skal måle en sådan aftale på.
Ugens indkøb
Statens Serum Institut har indkøbt udstyr for lidt under fire milliarder kroner, uden at indkøbene har været i udbud. Det forklares umiddelbart med, at man har brugt en undtagelsesmulighed, en såkaldt katastrofeparagraf, men eksperter sætter nu spørgsmålstegn ved, om den paragraf overhovedet kunne bruges her.
Det, der til gengæld ikke kan undskyldes, er, at regeringen også i denne sag nøler med at få svaret på de helt relevante spørgsmål fra Folketinget. Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, venter på snart tredje måned på svar og har nu varslet et samråd med sundhedsministeren.
Mon ikke der er en vis forståelse i befolkningen for, at ting skulle gå stærkt under corona-pandemien – og at det var vigtigere at skaffe det nødvendige udstyr end at afholde udbud. Også selvom det betød, at man dermed ikke sikrede, at man fik mest effekt for pengene.
Det undskylder ikke, hvis man har brudt udbudsloven, men det vælter næppe en regering. Det viser dog en regering, som er lige lovlig egenrådig.
Ugens indkaldelse
Statsministeriet har indkaldt til pressemøde på tirsdag, hvor reformudspillet 'Danmark kan mere II' vil blive præsenteret. Det indeholder bl.a. planer om, hvordan Danmark kan sætte fart på den grønne omstilling og blive hurtigere uafhængig af russisk gas.
Indtil videre har man ikke kunnet beskylde denne regering for at gå 'reform-amok', man må håbe, at ambitionsniveauet vil være højere på tirsdag.
Lige nu handler det hele om sikkerheden i Europa – og det er selvfølgelig helt og aldeles uholdbart, at Europa finansierer begge sider af krigen, men kun holder med den ene.
