Søndag afgør de delegerede på et ekstraordinære årsmøde, hvem der fremover skal være formand for Dansk Folkeparti.
Partiets kun tredje formand på 26 år og for første gang en, der ikke var medstifter af partiet i 1995. Men det er ikke blot et valg mellem personer. Det er et grundlæggende valg om, hvilket parti DF skal være i fremtiden. Et protestparti eller et folkeparti.
Dansk Folkeparti opstod som en fugl føniks af asken på Fremskridtspartiets nedsmeltning. Men DF opstod også som et korrektiv – en rettelse – til Fremskridtspartiet.
Nuvel, i starten videreførte man det gamle partis skattepolitik, men den blev som bekendt ændret så meget, at det blev en uovervindelig kløft i VLAK-regeringen. Men først og fremmest ville DF – i modsætning til Fremskridtspartiet – hellere have indflydelse end altid at stå med den klareste holdning.
Dansk Folkeparti er simpelthen født til indflydelse. Og indflydelse fik det lille parti, som både har lagt ryg til krig, kommunalreform, ændring af pensionsalderen og utallige finanslove i partiets storhedstid i 00erne som støtteparti for VK-regeringen.
Og før de fik set sig om, var DF det største borgerlige parti ved valget i 2015, hvor hver femte afgivne stemme i Danmark var faldet på liste O. Men derfra gik det så nedad. Ved valget i 2019 havde partiet mistet 60 procent af de vælgere og indkasserede det største nederlag, noget parti har fået i Danmark i 100 år.
DF er gået fra svimlende 21,1 procent af stemmerne i 2015 til 4,5 procent i den seneste Megafon-måling fra denne uge. Noget er tydeligvis gået helt galt, men det er ikke ensbetydende med, at de er enige om, hvad vejen frem er.
Når DF’erne søndag vælger ny formand, er der ikke bare lagt op til et valg mellem den polerede Messerschmidt, den rå Martin Henriksen, eller den pragmatiske Merete Dea Larsen. Det er et valg mellem strategier og grundlæggende forståelse af, hvem DF er og bør være.
Det er et valg mellem, om DF skal være et borgerligt folkeparti, der søger indflydelse; et protestparti, der kræver indrømmelser; eller et midtsøgende pragmatisk parti.
Når valget ser ud til at komme til at stå mellem Messerschmidt og Henriksen, zoomer spørgsmålet ind på, om DF skal være folkeparti eller protestparti.
Hvad de delegerede vælger, vil få afgørende betydning for blå bloks muligheder for at generobre magten i Danmark. Det er derfor, alle politisk interesserede øjne vil vende mod Herning på søndag.
Men som valgkampen er skredet frem, står det også klart, at personspørgsmål, personlige opgør og nid og nag naturligvis også kommer til at spille en rolle.
Der har blandt andet været en heftig offentlig debat om, hvem der er plads til i ledelsen fremover, mens nogle både forventer at blive smidt ud af partiet og andre truer med at danne et nyt parti. Ligesom begge tidligere formænd har spillet en rolle i valgkampen.
Pia Kjærsgaard har kastet sit lod i Messerschmidts skål og meldt sig klar til at indgå i den fremtidige ledelse af partiet, og Kristian Thulesen Dahl har underkendt Messerschmidts plan om at få Peter Kofod med som næstformand og opfordret til, at hverken han selv og Pia Kjærsgaard skal indgå i fremtidens ledelse. Det er mere subtilt udført, men er reelt i lod i en vægtskål, der i hvert fald ikke er Messerschmidts.
Folketingsgruppen har også delt sig nærmest midt over med tilkendegivelser af støtte til primært Messerschmidt og Henriksen, en enkelt – Lisselotte Blixt – støtter Merete Dea Larsen.
Det pudsige er, at man ikke har hørt meget offentligt til de yngre kræfter i partiet. Dem, som fremtiden alt andet lige skal bygges for og til. De fleste af dem arbejder reelt for Morten Messerschmidts kandidatur. Men det havde været interessant at få deres bud på partiets fremtidige placering og strategi med i overvejelserne.
Det er måske logisk nok, at dem, der støtter protestparti-kandidaten Martin Henriksen, truer med at forlade partiet, hvis Messerschmidt vinder, mens dem, der støtter folkeparti-kandidaten Messerschmidt ikke er på vej væk.
Men paradoksalt nok betyder det, at hvis Henriksen vinder, kan han se frem til, at modstanderne bliver i foreningen, mens det omvendte gør sig gældende for Messerschmidt.
Formandsvalget søndag bliver under alle omstændigheder en skæbnedag – ikke blot for DF, men for hele blå blok. Og ikke mindst for de tre formandskandidater.
Ugens Pilou
Skuespiller Pilou Asbæk har igennem længere tid ytret sig om politiske holdninger – ikke mindst i forhold til udlændingepolitikken og hans skuffelse over Socialdemokratiet.
Nu har han meldt sig ind i partiet »for at tale deres flygtningepolitik imod indefra«, tweetede stjernen i denne uge og sluttede med: »Wish me luck. Jeg skal nok blive en total fiasko, men intet vove intet vinde.«
Det siger meget om den tid, vi lever i, at det kan blive en så stor nyhed, som det gjorde. For der er intet overraskende i, at en socialdemokrat melder sig ind i Socialdemokratiet – heller ikke, at han gør det for at ændre på politikken på et bestemt område.
Men reaktionerne har været alt fra at kalde det et markedsføringsstunt for tv-serien 'Borgen' til dumt, fordi Asbæk har mere indflydelse som meningsdanner.
Det er noget helt andet. Det er lige præcis det, man gør i demokratiske samfund. Og det er dybt sørgeligt, at det ikke er en dannelse, vi alle har med hjemmefra.
Ugens hemmelige
Den mærkværdige sag om de alvorlige sigtelser i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) trækker fortsat store overskrifter. Nu har Liberal Alliance meddelt, at de ikke vil være med til at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet – medmindre sagens detaljer kommer frem.
Henrik Dahl bruger grundlovens §57 som argumentation: »Ingen regering skal kunne opdigte anklager imod et medlem af oppositionen og med disse anklager i hånden rejse en sag, der munder ud i en fængselsdom«, fortæller Henrik Dahl, som dog også understreger, han ikke har grund til at tro, at der er tale om politisk forfølgelse, »men det er en sag, der egner sig ekstremt godt til mytedannelse og polarisering, og det er der nok af i samfundet i forvejen«.
Det kan man kun være enig med ham i, men alle sagens detaljer får vi næppe indsigt i nogensinde. Hverken i offentligheden eller på Christiansborg.
Ugens beskyttelse
Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har fået PET-beskyttelse døgnet rundt. Den slags kommer ikke ud af det blå, men derimod på baggrund af konkrete og troværdige trusler. Det er selvsagt ulykkeligt og trist, at det er kommet dertil.
Den anonyme embedsmand findes ikke længere – da slet ikke i den absolutte top og slet ikke med store kontroversielle sager som minksagen og FE-sagen, hvor det er tydeligt, at Statsministeriet har spillet en afgørende rolle.
Langt ind i regeringskontorerne spekuleres der nu i, om Barbara Bertelsen udfylder sin rolle på en hensigtsmæssig måde. Hun er nemlig et omdrejningspunkt i de to store problemsager for regeringen.
Man må blot huske på, at hun blev håndplukket af statsministeren, som også har udtrykt eftertrykkelig tilfredshed med Bertelsens opgaveløsning.
