Det politiske Danmark er tilbage fra sommerferie, og det fløjter om ørerne på os med politiske meldinger, rapporter og udspil.

Alligevel har politik i denne uge mest handlet om en velkendt følgesvend: Sex.

Det er ellers god latin i de fleste 'takt og tone'-manualer, at man bør styre udenom emner som politik, religion og sex som samtaleemner, men det er, som om vi ikke taler om andet for tiden.

Den hidtidige radikale retsordfører, Kristian Heegaard, forlader politik efter nogle krænkelser, som han forklarer med druk.

Den hidtil stressygemeldte konservative Naser Khader raskmelder sig med en selfie i bar overkrop og udløser en debat om 'giftig maskulinitet'.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, præsenterer et temmelig stort økonomisk udspil i en kombination af rød sommerkjole og wet look, som udløser en debat om, hvem der spekulerer i seksualisering i forbindelse med et politisk udspil.

Og samtidig er København medvært på World Pride, som fejrer kønslig og seksuel ligestilling og diversitet – og kæmper for LGBTQI+-rettigheder.

Det er alt sammen væsentlige diskussioner med dybe politiske undertoner og i mange tilfælde også store menneskelige konsekvenser. Men det er også udmattende samtaler.

Der er dage, hvor man får lyst til at citere fra den hedengangne danske rapper Natasjas stærkt politiske 'Gi’ mig Danmark tilbage', som handler om alt fra ungdomshus, stoffer og Christiania til Dansk Folkeparti:

'Det' snak, det' snik – det' tom retorik. Det' ikke' politik – det' pis og polemik'

Men hvorfor fylder de her debatter så meget? Det er fordi, de handler om noget grundlæggende. Om de værdier, vi baserer samfund på, og om de mennesker, vi er og gerne vil være. Egentlig er der få ting, som er mere meningsfyldte at tale om. Det er derfor, den type debatter ofte kommer til at overtrumfe det, som på overfladen kan se vigtigere ud: Skattetrykket, skolen og behandlingen af de tolke, der hjalp Danmark, da vi var i krig.

Man kan tale om de store spørgsmål på en meget abstrakt, filosofisk og akademisk måde med en masse fine termer, som kræver tykke bøger at udrede – eller man kan forholde sig til noget konkret, som man helt intuitivt mener noget om. Det er ofte det sidste, der fanger os.

Og tag ikke fejl: Dem, der bruger kræfter på at være imod det, man kalder identitetspolitik, er lige så meget identitetspolitiske krigere som dem, der taler for. Det er lige så politisk at mene, at det er 'pis og polemik' som at mene, at det er en strukturel problemstilling.

Det, der for nogle er en frihedskamp, er for andre en kamp mod undertrykkelse. Frihed til at tænke, tale, klæde sig og opfatte sig selv, som man vil – og med de dertil hørende pronominer (for mit vedkommende 'hun'). Og undertrykkelse af bestemte måder at tænke, tale, klæde sig og opføre sig på – på grund af andres rettigheder, behov og ønsker.

Grundlæggende ønsker vi bare allesammen at få lov til at være dem, vi er, uden at blive set skævt til. Men fordi vi indgår i et fællesskab, er der behov for spilleregler. Og dem er vi i gang med en fuldt offentlig genforhandling af. Ja, det er udmattende, men det er altså også vigtigt.

 

Ugens lappeløsning:

Så kom der er løsning for de afghanere, der har hjulpet danske tropper og diplomater i Afghanistan, som var bedre end den tolkeaftale fra 2013, som hidtil har været gældende. Den nye aftaler er bedre for de stakkels mennesker, der frygter hævnen, nu hvor Vesten overlader magten og landet til Taleban. Flere får nu mulighed for at komme ud af Afghanistan og til Danmark på en toårig midlertidig opholdstilladelse. Men kun dem, der har hjulpet inden for de seneste to år. Det efterlader en hel del mennesker i en miserabel situation. Dansk Folkeparti glimrer ved sit fravær i den aftale, der blev indgået i denne uge, fordi der ikke kunne findes en løsning i nærområdet. Det er uanstændigt at sende danskere i krig og så ikke være parat til at tage ansvar for de trods alt få hundrede mennesker, der gennem små 20 års krig har hjulpet danske tropper og diplomater.

Ugens ordkløveri:

Det ligger fast, at vi kommer til at tale om uddannelse i dette efterår. Ikke mindst folkeskolen. Men bemærk, at selvom der er stor erkendelse af, at den seneste folkeskolereform simpelthen ikke virker efter hensigten, så er der ingen, der foreslår en ny. Nej, der tales om tilbagerulninger og justeringer og partnerskaber. Det er, som om ordet 'folkeskolereform' er blevet giftigt. Men tag ikke fejl: Der er lagt op til så store forandringer og tilpasninger af folkeskolen, at vi om ti år helt sikkert vil tale om det som en reform. I må sådan set også kalde det, hvad I vil, bare I får gjort noget ved problemerne. Der er stadig børn, der forlader skolen uden basale færdigheder, og flere og flere mistrives i skolen. Det er jo bare ikke godt nok!

Ugens udspil:

Der er kommet en række spændende udspil fra partierne i denne uge, hvor der er nok indhold til mange måneders konstruktiv debat. Der er både ideologiske kanter og kontroversielle forslag. Nye Borgerliges økonomiske plan fortjener en grundig debat. Venstres udspil om at beskære satsen for de dagpenge, man kan få som nyuddannet, for at finansiere den grønne omstilling skal nok tiltrække opmærksomhed. De Radikales skoleudspil kommer også til at fylde i efteråret. Men jeg tror til gengæld ret hurtigt, at Pia Olsen Dyhrs forslag om at give visse faggrupper fortrinsret til boliger i store byer vil blive affejet. Det er mildt sagt underligt, at dem, der engang var mest hidsige over, at man opdelte folk i får og bukke under Fogh, nu selv vil gøre det på boligmarkedet.