Mange danskere har netop modtaget en gyser af en kvartals-elregning, som skal betales inden for den næste uges tid. Regeringen og Venstre lover snarlige økonomiske 2030-planer, men mange borgere kan slet ikke få øjnene fra elregningen. En stor plan er ikke det, der flytter deres kryds ved et kommende folketingsvalg.
Næste store kvartals-elregning kommer i december. Det skal nok gøre julen hyggelig i år. Derefter kommer der en i marts, hvor vi stadig ikke vil have skruet ned for varmen i dette forblæste land. Der er altså god grund til, at folk med galgenhumor henviser til Game of Thrones-advarslen: Winter is coming!
Og det er ikke, fordi politikerne ikke har opdaget udfordringen. Det er bare, som om de ikke rigtig kan finde løsningerne, der reelt vil hjælpe ret mange.
Da regeringen præsenterede sit forslag til finansloven i denne uge, var der afsat en reserve på to milliarder kroner i 2023 til at håndtere de udfordringer, borgere møder som følge af høje prisstigninger.
Men selvom to milliarder bestemt er mange penge, så strækker de ikke langt i forhold til de elregninger, der dumper ind i mailboksen oven i prisstigninger for dagligvarer. Det er på et niveau, hvor selv den glemte middelklasse ryster i bukserne. To milliarder kroner svarer til cirka 300 kroner pr. dansker, hvis det smøres bredt ud over hele befolkningen.
Fra Danmarksdemokraterne lød det så fredag, at provinsen skal have et øget befordringsfradrag – betalt via store besparelser på kulturen. I København vel at mærke. Egnsteatre og museer skal friholdes. Det er ét konkret bud af mange. Inger Støjberg erkender da også, at det ikke løser alting, og at der skal meget mere til. Regeringen har allerede sikret et loft over huslejestigninger. Det hjælper, men det løser ikke alt. Og slet ikke for landets 1,3 millioner boligejere.
Problemet er, at hvis man virkelig skal gøre noget, der batter, så er vi nødt til midlertidigt at løsrive øjnene fra elregningen og følge med i de forkætrede 2030-planer. Der er ikke én løsning, men helt utroligt mange, der skal i spil på samme tid, og det kan kun betales gennem reformer.
Ligesom det ville være fornuftigt, hvis man midlertidigt huggede bremserne lidt hårdere i det offentlige forbrug, så man for eksempel havde råd til nogle af de tiltag, der vil hjælpe på mange menneskers økonomi på relativt kort sigt, for eksempel fradrag og skattelettelser. Men det kræver, at nogle andre sparer – i en periode.
Og ja, velfærden er slidt, men lige nu og her vil det hjælpe flest danskere mest, hvis man får dæmpet inflationen, ved at dæmpe aktiviteten i samfundet. Mon ikke danskerne kan forstå, hvis man forklarer, at vi må have ét års strambuks. Et år, hvor vi har fokus på private arbejdspladser og helt almindelige menneskers forsøg på at komme igennem vinteren?
De Konservative står for skud, fordi de planlægger med flere ressourcer til få udvalgte områder, ældre og sundhed, mens resten af den offentlige sektor skal præstere effektiviseringer, der faktisk er under det niveau, man historisk har evnet. Og ja, de planlægger med skattelettelser, som de rige får mere ud af end de fattige. Men den væsentlige målgruppe er den glemte middelklasse. Og de får gavn af den plan. En arbejderfamilie får faktisk 11.000 kroner.
Søren Pape Poulsen har været og vil fortsat være under kraftig beskydning for den plan. Men måske er det netop i dette efterår, at den plan giver mening for danskerne, for de er i gang med at slukke computere, der ellers kun koster tre kroner i timen at have tændt – og som afgiver varme i rummet.
Danmark evnede i den grad at være i corona-undtagelsestilstand godt hjulpet af gigantiske hjælpepakker. Mon ikke vi kan klare en kort periode med lav, ingen eller ligefrem minusvækst, så man kan varme sig ved andet end sin corona-hund?
Ugens taler
De tre statsministerkandidater holdt taler hos Dansk Erhverv torsdag i denne uge. Her viste statsministeren, at et ludospil ikke er slut, bare fordi man får slået en enkelt brik tilbage til start.
Statsministerens samlede fortælling om de foreløbigt tre år af denne valgperiode er overbevisende, fordi indholdet også har været det. Regeringen har faktisk leveret varen og i igennem det meste af valgperioden til de fleste vælgeres store tilfredshed.
Det bør de to øvrige statsministerkandidater skrive sig bag øret, for hvis de blå brødre fokuserer på at slå hinandens brikker hjem, så ender mor Mette med at løbe med sejren.
Ugens kritik
Danmarksdemokraterne har som sagt præsenteret et forslag om at øge kørselsfradraget i provinsen og betale for det ved besparelser på den københavnske kultur. Og snedig som hun er, Støjberg, så nævner hun konkrete kunstnere, som har fået et hæderslegat.
De hopper naturligvis i fælden med begge ben og kritiserer Støjberg for blandt andet uvidenhed om ordningen, der faktisk er reguleret, så kunstnerne bliver modregnet for egne indtægter. Alt det er ligegyldigt, for det Støjberg ønskede, var præcis det, hun fik: En infight med de fine saloner i København.
Inger Støjbergs kryptonit er ikke et angreb for fiffige regnemetoder eller irettesættelser af manglende forståelse for kunst og legater. Hendes kryptonit er mangel på opmærksomhed.
Ugens transfer
Dansk fodbolds transfervindue er lukket for denne gang, men er det politiske lukket? Fri Grønne og Alternativet bør slå sig sammen, mener Uffe Elbæk, som har været med til at stifte begge partier. Lige nu peger meningsmålingerne på, at de kun vil kunne komme i Folketinget, hvis de lægger sig sammen.
Veganerpartiet og De Grønne har allerede slået pjalterne sammen i Grøn Alliance. De ser heller ikke ud til at komme i Folketinget.
I det hele taget ligner det kommende valg en gevaldig oprydning på venstrefløjen, hvor de 'gamle' partier ser ud til at stå tilbage – måske ikke styrket i mandattal, men i det mindste i antal partier. Det modsatte gør sig gældende i blå blok, hvor atomiseringen ser ud til at bide sig fast.
