Mere naivt anlagte typer blandt vælgerne gik måske rundt og troede, at politikernes holdninger er styret af evigtgyldige principper.
Glem det. Denne vildfarelse kan manes godt og grundigt i jorden.
De seneste uger har i alt fald budt på det helt store maskefald på Christiansborg. Det er krumspringenes tid, vi oplever lige nu.
For mange politikere synes principper at være noget, der kan anvendes efter behov. Som noget, der kan gøre livet surt for modstanderne. Så får den fuld skrue – med alvorstunge påmindelser om, at selve retsstatens fundament er på spil.
Hvis efterlevelsen af de selv samme principper derimod rammer ens egne, er det hele pludselig knap så enkelt.
Man har måske nok haft en mistanke om, at det var sådan fat. Men sammenfaldet af to spektakulære sager – Mink- og Støjberg-gate – har mejslet pointen i granit.
På ét niveau selvfølgelig vidt forskellige sager. Den ene handler om, at et helt erhverv blev lukket ned; den anden om en betingelsesløs adskillelse af unge ægtepar.
Men begge dele var ulovligt. Og der er masser af andre ligheder:
Hverken Mette Frederiksen eller Inger Støjberg har brilleret med retvisende forklaringer til Folketinget – for nu at udtrykke det diplomatisk.
I begge sager er der stanget en ordre ud gennem kommunikation til offentligheden. I minksagen skete det på et pressemøde; i Støjberg-sagen gennem en pressemeddelelse.
I begge sager har myndigheder derefter handlet i overensstemmelse med, hvad der er blevet sagt på pressemøder/i pressemeddelelser:
I minksagen blev der sendt breve ud med ordre om at slå mink ihjel, og Politiet udfærdigede actioncards – i Støjberg-sagen gik Udlændingestyrelsen lydigt i gang med at adskille par, fordi sådan ønskede ministeren det nu engang.
Flere paralleller: I Minksagen opdagede statsministeren, at der manglede lovhjemmel – ikke desto mindre fastholdt hun flere gange, at der 'desværre' ikke var noget at gøre; minkene skulle aflives.
Tilsvarende med Støjberg: Også hun fik i klar tekst at vide, at hun var i gang med et ulovligt forehavende, hvilket imidlertid ikke fik hende til at ændre kurs.
Og så er der 'målet helliger midlet'-argumentationen. Statsministeren vender gang på gang tilbage til, at det alt sammen blot skete i kampens hede for at sikre 'folkesundheden'.
Støjberg forklarer sig dybest set på samme måde. Her er det blot foragten for barnebrude, der bruges som forklaring på 'beklagelige fejl'.
Altså: To ministre – en rød og en blå. To sager med ganske betydelige sammenfald. I begge tilfælde med demokratiets grundpiller i centrum.
Nogle få politikere har – ret skal være ret – fastholdt en stringent tilgang; Liberal Alliance og De Radikale har formået at være principielle, uden skelen til politiske venner og fjender.
Men derudover har det været krumspringenes tid. Politiker efter politiker har blameret sig med påfaldende selektiv tilgang til betydningen af lov og ret.
Tag for eksempel Pernille Vermund. Hun har tordnet mod statsminister Mette Frederiksen, har sammenlignet Mink-gate med Tamil-sagen og i øvrigt krævet regeringens afgang, fordi loven ikke er blevet overholdt.
Men så får piben pludselig en anden lyd, når det handler om en rigsretssag mod Støjberg: 'Det er en fortsættelse af den politiske hetz mod Inger Støjberg,' skriver hun på sin Facebook og modtager tusindvis af likes fra de samme vælgere, der kræver statsministeren på hjul og stejle.
På den modsatte fløj kan de skam også godt.
Enhedslistens Pelle Dragsted argumenterer med, at det er langt værre at adskille ægtepar end at slå et helt erhverv ned. Så: Rigsret til Støjberg – og en impotent advokatundersøgelse til regeringen, forstås.
SFs Pia Olsen Dyhr har reduceret lovbruddet i minksagen til noget »sjusk«. Men hun tordner mod Støjberg og kræver hende sat for en rigsret.
Tilbage hos de blå ser vi Venstres stadig mere famlende formand Jakob Ellemann-Jensen udfolde krumspringsdisciplinen som en sand mester. Efter at have angrebet Mette Frederiksen for at have forbrudt sig mod retsstaten, var han forleden noget mere tilbagelænet i forhold til Støjbergs brøde.
Dels havde han ikke lige nået at få læst kommissionens konklusioner, dels greb han ud efter Støjbergs halmstrå om, at der ikke var givet en lodret ordre om at begå lovbrud.
Senere lavede Venstre-formanden så endnu en af sine mange 180 graders-vendinger, da nogle behjertede partifæller på et ophidset gruppemøde forinden havde forklaret ham det indlysende uholdbare i at have to sæt retsstats-standarder, afhængig af om det er statsministeren eller en næstformand i Venstre.
Og sådan går det på bedste beskub på Christiansborg.
Hvilket nok er værd at skrive sig bag øret, næste gang en politiker salvelsesfuldt taler om 'grundlæggende principper'.
Det stikker ikke nødvendigvis så dybt.
