Hvis du ejer en bil, har du nok hørt det før. Du skal helst rykke over i en mere klimavenlig bil, så vi kan redde planeten. Men hos Klimapartiet Momentum vil de gå skridtet videre.

Det betyder, at hvis du bor i Københavns Kommune og ejer en bil, kan du muligvis se frem til noget af en omvæltning, hvis Klimapartiet Momentum kommer til roret efter kommunalvalget.

Partiet kan simpelthen ikke acceptere den effekt på klimaet, som de mange biler i de københavnske gader har. Ifølge kandidat for partiet Theresa Scavenius er CO2-udledningen alt, alt for høj, hvorfor hun og partiet har det vilde forslag at forbyde privatbiler i København.

»Vi forsøger at løse klimakrisen, og det kræver meget drastiske tiltag, som vi skal vænne os til. Privatbilisme er en af de allerstørste udfordringer klimapolitisk.«

»Mange forslag vil være pisken, hvor det handler om at fjerne 90 procent af alle parkeringspladser, lave miljøringe, 30 km/t.-zoner og ensrette vejene. Alle de ting, som gør rigtig ondt, og gør det besværligt at have bil,« siger hun.

Theresa Scavenius var onsdag i B.T. Live for at debattere emner såsom privatbilisme, og om det i det hele taget er en god idé at forbyde privatbiler i København.

At partiet vil forbyde private biler i København, må dog for nogle siges at være et stort indgreb i borgernes hverdag, og derfor var flere seere af B.T. Live også uforstående over for forslaget.

»Det lyder dybt godnat,« skrev seeren Nina Eriksson.

»Nej. Det er jo helt væk. Tænk dog, hvad der sker med erhverv og salg til private,« skrev Susanne K. Rasmussen.

Ud over de holdningsbaserede kommentarer om, hvorvidt seerne synes, at det er en god idé eller ej, spurgte flere også til, hvordan det vil fungere i praksis, og det forsøgte kandidaten Theresa Scavenius at give svar på.

»Hvis man forstår klimakrisen, så er det ikke det første spørgsmål, der er relevant at stille. Vi skal først løse udfordringer og bagefter finde løsningerne. Ligesom under corona,« siger hun.