For 34 år siden blev min far ringet op af Nørhald Kommune, som venligt tilbød ham barsel, da jeg var kommet til verden.

Lige så venligt, men bestemt takkede min far nej og begrundede den utvetydige afvisning med, at det ikke var ham, der havde født. Nu er mænd i barselsseng sikkert bare et spørgsmål og tid, men min fars kontante afvisning (eller affejning) var nok ikke gået i dag, uden at han var blevet indberettet for at være en konservativ gammel knark.

Og slet ikke efter at to måneders øremærket barsel til mænd bliver implementeret i dansk lovgivning. Så lykkedes det alligevel den nye regering at få en formynderisk EU-regel smuglet ind ad bagdøren i vores private hjem – helt ind i soveværelset, dagligstuen, til køkkenbordet, eller hvor nu de nybagte forældre med massivt søvnunderskud og hinanden på nerverne diskuterer blemærker, babyliv og barsel.

Selvom mænd hverken kan eller skal have det symbiotiske både biologiske og åndelige forhold mellem mor og babybarnet de første måneder, det kan ingen føderale lighedsfanatisk lovgivning ændre på, så er det en god idé, hvis mænd holder barsel.

For det er uden tvivl godt for et barns udvikling ikke kun at hænge i mors skørter, men hænge ud med far, og de to vil gensidigt opdage, at farmand også er i stand til at dikkedikke, give sutteflaske, trøste og putte. Men nu er mænd trods alt ikke en dusinvare.

Mandemangfoldigheden er skam stor, og måske viser den først for alvor sin forekomst, når manden bliver far. Og jeg vil vove at påstå, at ikke alle mænd er lige egnede til at være på barselsorlov. Nogen elsker det – andre, tror jeg, man kan erklære decideret uegnede til barsel.

Og til mændenes forsvar, så er det altså heller ikke (endnu) dem og deres krop, der gennemgår alle de hormonelle forandringer i graviditeten, som vi mødre og kvinder gør.

Nuvel. Hormonelle forandringer eller ej, så er børn ligesom alt muligt andet i et parforhold noget, man er fælles om. Men hvordan man løfter den opgave, har det enkelte par selv ansvar for og frihed til at finde ud af – uden at være dikteret af en overstatslig lighedsideologi, der øremærker to måneders barsel til farmand.

Og ønsker han ikke at bruge den, og det kan jo have mange gode grunde, der er hverken bagstræberiske eller mandschauvinistiske, ja, så er det bare ærgerligt. Sig mig, hvad er meningen?

Kære lighedsideologer, hånden på hjertet – så går det nu helt godt med ligestillingen her til lands. Og tak for alle brave kvinder, der har kæmpet kampen for os. Men øremærket barsel til mænd er ganske enkelt en misforstået kamp. Vi kvinder bliver ikke forholdt nogen karrieremæssige muligheder, fordi vi er kvinder.

Vi har kvindelige biskopper og direktører. Den tidligere formand for Folketinget var en kvinde (og et rigtigt mandfolk), statsministeren er kvinde. Regenten er kvinde. Jeg kan blive ved. I Sverige og Norge kan Vorherre være kvinde, sådan efter behov.

Der er alle mulige erhverv, jeg ikke kan bestride, fordi jeg ikke har evnerne, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget, jeg ikke kan blive, fordi jeg er kvinde. Ud over lige katolsk præst selvfølgelig. Og såvel som værnepligt ikke skal gælde kvinder, skal mænd heller ikke have barselspligt – vi skal forsvare friheden til at vælge selv.

Men i lighedens hellige navn suspenderer regeringen nu familiernes frihed til selvbestemmelse – og i øvrigt, hvem tænker på barnet? Barnet er, som i alle andre ligheds- og identitetspolitiske magtkampe, skyllet ud med badevandet.

Hvem tænker på barnets tarv, når vi diskuterer gravide mænd, donorbørn, solomødre/-fædre eller nu øremærket barsel? Ingen. Ingen nævner barnet, der nu skal to måneder tidligere i institution – ikke at barnet tager skade af det. Overhovedet.

Men alle skriger op om rettigheder. Hvis far af økonomiske eller andre helt legitime årsager ikke ønsker at tage to måneders barsel med babybassen, ja, så overgår barslen og de to dyrebare måneder af den lilles liv ikke til mor – men forsvinder. Og kommer vel at mærke ikke tilbage.

Til gengæld bliver vi kvinder frataget rettigheden til at gå de to måneder mere hjemme hos vores lille barn. Hvordan dét hænger sammen med rettighedstænkningen, begriber jeg ikke. Vi skal forsvare kvinders rettigheder, ja, selvfølgelig – men tilsyneladende kun rettigheder, der er sat i verden for at udviske forskellen mellem mand og kvinde. Hvem forsvarer retten til bare at være kvinde og mor?