Vegansk mad i københavnske institutioner er blevet en varm kartoffel.

I ugens løb bragte B.T. historien om en 31-årig mor til snart toårige Sia, der lever som veganer, men nu ikke længere tilbydes vegansk kost i vuggestuen.

Institutionen blev valgt på grund af stor hensyntagen til forskellige kostpræferencer som allergier, halal, pescetarer, vegetarer – men altså ikke længere veganere.

Forklaringen kom i et brev:

»Kære forældre til Sia, vi er blevet bedt om at følge Fødevarestyrelsens anbefalinger i forhold til ikke at tilbyde vegansk mad i daginstitutioner.«

Fødevarestyrelsen fraråder da også vegansk kost i dagtilbud, hvis ikke kostplanen er udarbejdet af en klinisk diætist, og sådan en har institutionen ikke til rådighed.

»Så nu bliver Sia forskelsbehandlet,« mener moderen, der heller ikke mener, at en vegansk madpakke hjemmefra vil løse problemet:

»Min datter bliver to år om nogle dage og er meget bevidst om, hvad der sker omkring hende. Nu har hun madpakke med og adskiller sig derfor fra de andre børn,« lyder det.

Franciska Rosenkilde, der er politisk leder i Alternativet og også kultur- og fritidsborgmester i København, er faret i blækhuset for at tilkendegive sin frustration over veganernes situation i kommunen.

»I Københavns Kommune er det noget nær umuligt at leve vegansk som familie. Kommunen nægter at tilbyde børn et vegansk måltid i daginstitutionerne,« indleder hun sit debatindlæg om sagen i, ja, Politiken.

Rosenkilde overser fuldstændig, at man snildt kan leve vegansk, man skal bare selv gøre en indsats.

Det er et personligt valg, om man som familie ønsker at leve vegansk.

Der kan være gode grunde til at gøre det, for eksempel at man er klimabevidst og ønsker at sætte et mindre CO2-aftryk, end kødspisere gør.

Men man kan ikke kræve, at alt skal indrettes efter ens egne helt særlige og specifikke behov. For hvor stopper det, hvis alle må stille deres personlige krav til kosten?

Hvis der i vuggestuen i forvejen sidder en og spiser vegetarisk, en, der spiser halal, en, der spiser pescetarisk osv., så er det for længst gået fløjten at finde fællesskabet i, at vi spiser det samme.

I den forståelse af fællesskabet gør en vegansk madpakke næppe den store forskel.

Fællesskabet opstår, når vi spiser sammen, og den del er heldigvis ikke afhængigt af, hvad den enkelte propper sig med.

Det er forældrenes opgave at tage hånd om egen situation, når man som i dette tilfælde vælger, at ens vuggestuebarn skal leve vegansk.

Vi kan ikke bare pege fingre af et 'system', som efterfølgende må løse alt for os.

Voksne mennesker kan ikke kræve, at kommunen skal være vores egne curlingforældre, der fejer alt af banen.

Ingen nægter naturligvis disse børn at indtage en vegansk madpakke, så friheden er intakt.

Det er ikke institutionen, der holder barnet ude af fællesskabet, når der ikke tilbydes vegansk mad. Det er et valg, forældrene tager, fordi noget andet vægtes højere.

Det er naturligvis forældrenes beslutning, der sætter børnene uden for fællesskabet.

Hvis man skal give Sias mor noget, må det være det urimelige i, at man typisk er tvunget til at betale til den fælles madordning, selvom man måtte vælge at lave mad til sine unger selv.

Det optimale ville naturligvis være, at man selv kunne bestemme den slags – og dernæst også selv tog ansvaret for beslutningens konsekvenser.