20.266 – så mange blev fredag registreret smittet med corona.
Det er langt færre end de daglige smittetal, vi så for et par uger siden, og dog stadig så mange, at det må siges at være forkert at konkludere, at coronaen slet ikke findes mere.
Men den seneste uge er pandemien alligevel blevet trængt mere eller mindre i baggrunden i vores bevidsthed.
Vi er nemlig vågnet op til et problem af en helt anden kaliber:
Der er krig i Europa.
Mennesker på flugt, som frygter for deres familie og for deres hjem og fremtid. Fødevare- og energipriser på himmelflugt. Russiske kampfly, som krænker svensk luftrum. Forstærkede forsvarsbudgetter og Vladimir Putin, som truer med atomkrig.
Alvoren er ved at gå op for os alle.
Pludselig virker en nok så slem omgang corona med både symptomer og senfølger samt mistet lugte- eller smagssans som en gedigen bagatel.
Ja, man skammer sig næsten over at have været så optaget af den.
Ikke fordi det er en dans på roser at have corona. Ej heller er det for alle fuldkomment ufarligt. Men for de fleste herhjemme begrænser et møde med pandemien sig dog alligevel til en omgang ubehag, som på ingen måde kan måle sig med en krigs rædsler.
De scener, som i øjeblikket når os via billeder og beretninger i medierne, sætter så utrolig mange ting i relief.
Tidligere ville vi formentlig have interesseret os meget for, om det nu er forsvarligt at lukke byens kviktestcentre på søndag.
Nu er det pludselig ikke så vigtigt.
Beslutningen virker ligefrem ovenud fornuftig, for tiden må i den grad være inde til, at vi begynder at bruge vores kræfter og penge på helt andre og langt vigtigere ting.
Hvordan hjælper vi odenseanere bedst Ukraine? Hvordan undgår vi, at krigen spreder sig til resten af Europa? Hvordan sikrer vi os selv og vores børn en fri og demokratisk fremtid?
Der er som minimum brug for en fornyet omhyggelighed i forhold til, hvordan vi prioriterer vores fælles midler.
Det skal nemlig stå mål med den trussel, der er tale om.
Havde det stået klart for os alle, at helt andre og potentielt langt mere dødbringende farer end corona var på vej ind i Europa, må man i hvert fald håbe, at politikerne i højere grad havde forstået at holde igen med at fyre milliarder og atter milliarder af til et omfattende coronatestregime.
Teststrategien har kostet os dyrt, og nu står det lysende klart for alle, at de penge kunne have været rare af have på bogen.
For nu gælder det investeringer i forsvaret og i NATO samt hjælp til borgere og virksomheder, som rammes af energi- og fødevareprisernes himmelflugt. For slet ikke at nævne de tusindvis af flygtninge, som ventes at finde vej til blandt andet Odense.
Med andre ord er der langt mere på spil end et par dage under dynen med en (potentielt) sejlivet omgang virus.
Netop derfor er det så glædeligt, at fremstillingen af corona som en livstruende og samfundsomstyrtende faktor er forstummet.
