Årets varmeste dag kan ramme danskerne i den kommende uge. En uge der ellers kommer til at indeholde regn og masser af sol.

På onsdag kan der være ekstra god grund til at tage shorts og solcreme på. DMI lover nemlig helt op til 29 grader.

»Ugen bliver fortsat varm, og det hele kulminerer så på onsdag, hvor det kan blive 29 grader. Det er primært i det sønder- og vestjyske, at varmen vil brage igennem, og det er altså også her, at vi spår, at det kan blive 29 grader,« siger Bolette Brødsgaard fra DMI.

I den øvrige del af landet vil temperaturen onsdag ligge på mellem 24 og 29 grader og en svag til jævn vind.

Et højtryk, der ligger over Skandinavien, sørger for, at hele ugen bliver en varm en af slagsen, men alligevel kan danskerne få dage med nedbør. Det er særligt mandag og tirsdag, at Fyn og Jylland kan blive ramt af lokale regnbyger og tordenbyger.

Alle ugens dage vil dagtemperaturene ligge på mellem 18 og 29 grader.

»Det er om at nyde det gode vejr nu, for det kan godt være, at det vender lige pludselig. Vi har nogle langtidsprognoser, som siger, at vi får en rigtig god sommer, så det er heller ikke, fordi alt det gode vejr bliver brændt af nu,« siger Bolette Brødsgaard.

Det er sikkert, at det varme vejr fortsætter, men det er noget usikkert, hvor og hvor mange byger der kommer, ligesom nedbørsmængder i forbindelse med bygerne er usikker.