En yngre kvinde ligger i respirator på Svendborg Sygehus, efter at hun er blevet smittet med influenza A (H1N1) - tidligere var kendt som svineinfluenza. Det oplyser Fyns Amts Avis i dag.

Morten Sodemann, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital, hvorunder Svendborg Sygehus hører, bekræfter oplysningen.Noget tyder på, at den sydfynske kvinde er den herhjemme, som hidtil er hårdest ramt af den meget omtalte influenza.

- Hun er indlagt på intensivafdelingen. Hendes tilstand er stabil, men hun er svært syg, siger Morten Sodemann til Fyns Amts Avis.Kvinden, der ligger i isolation, lider ifølge Morten Sodemann ikke af andre sygdomme eller af nedsat immunforsvar, der kan gøre hende ekstra sårbar over for influenza A (H1N1).

Men virussens generelle kendetegn er at den rammer yngre mennesker, der ikke har mødt den tidligere, og at den er lidt hårdere ved lungerne end almindelig influenza. Influenza A (H1N1) er dog ikke noget, sydfynboerne nu skal begynde at frygte, forsikrer overlægen.

- Den har været meget mild indtil nu. Ved normale influenzainfektioner er der også unge og raske, der bliver meget syge, siger Morten Sodedamm, der råder folk til at holde sig hjemme, hvis de er syge. Har de derudover kroniske sygdomme, skal de kontakte deres læge. Indtil videre har 73 danskere ifølge Fyns Amts Avis været smittet med influenza A (H1N1).