55-årige Ulla Skytte fra Hornbæk var i chok, da hun fik at vide, at hendes arbejde flytter ud af København og til Lolland. Det sker, efter regeringen onsdag præsenterede anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen.

Ulla Skytte er sekretær for chefen i Nota i København - Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder.

Onsdag eftermiddag blev firmaets 80 medarbejdere kaldt ind til møde hos direktøren, Michael Wright. Her fik de at vide, at Nota skulle flyttes til Nakskov på Lolland.

»Der gik et jag igennem forsamlingen,« siger Ulla Skytte til BT og fortsætter:

»Folk var kede af det og var rystede. Jeg tænkte: Nakskov er jo virkelig langt væk.«

Svært at flytte fra børnebørn

Som led i regeringens anden udflytningsrunde flytter 1.800 arbejdspladser de kommende år fra hovedstaden til provinsen.

Desuden vil regeringen rykke mellem 500 og 1.000 nye uddannelsespladser til 10 provinsbyer.

Ulla Skytte bor til dagligt i Hornbæk, 45 minutters kørsel nord for København og tre timer fra Nakskov. Hendes datter og svigersøn bor tæt på, og hun passer sine børnebørn flere gange om ugen.

»Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal flytte derned. Jeg har børn og børnebørn her, hvor jeg bor nu. Men jeg ved det ikke. Det er ret svært lige nu. Det skal lige synke ind,« siger hun.

Pressemøde i Statsministeriet med Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, som præsenterer "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, " onsdag den 17. januar kl. 13.00 i Statsministeriets Spejlsal på Christiansborg i København.
Pressemøde i Statsministeriet med Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, som præsenterer "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, " onsdag den 17. januar kl. 13.00 i Statsministeriets Spejlsal på Christiansborg i København. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Medarbejderne i Nota har endnu ikke fået at vide, hvornår eller hvor de skal flytte hen i Nakskov. Blot at det er 'om et par måneder'.

»Lige nu er vi alle lidt i chok. Gudskelov er det ikke om 14 dage, vi flytter,« siger Ulla Skytte.

Stor udfordring

Michael Wright ser det som en stor udfordring at skulle rykke til Nakskov.

»Det er langt væk. Især for alle medarbejderne. Det er den største udfordring, jeg har lige nu,« siger han og nævner, at medarbejderne ikke var glade, da han fortalte dem om flytningen på mødet onsdag.

»Nogle blev vrede, nogle blev lammet. Det var der ingen, der var glade for. Der skal nok gå nogle dage, før folk får det ind under huden,« siger direktøren.

Han fastslår, at han fortsætter som direktør for Nota. Men han bliver dog boende i København.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Michael Wright ved godt, at alle medarbejderne ikke flytter med. Han frygter, at han ikke kan finde nye.

»Alt taler for, at vi skal ud og rekruttere. Det bliver den næste store udfordring. Vi har en meget specialiseret og højtuddannet arbejdskraft her, og det skal vi gerne kunne finde. Det ved jeg ikke, om man kan på Lolland-Falster,« siger han.

'Fuldkommen håbløst'

Det er ikke kun hos Nota, at udflytningen begrædes. Hos Miljøstyrelsen bliver 440 medarbejdere flyttet til Odense, og fra Sundhedsministeriet skal der rykkes omkring 167 medarbejdere til Aarhus under det nye 'Patientstyrelsen'.

Flere af dem er HK'ere, og udflytningen falder ikke i god jord hos Ulla Moth Lund Christensen, formand for HK Stat.

»Det her er så håbløst, så det halve kunne være nok. Jeg vil tro, at der er op mod 1.300 af vore medlemmer, der bliver berørt. Flere af dem i Miljøstyrelsen blev i første runde omplaceret til Als, men da der så blev problemer med kvotekongerne, blev de rykket tilbage til København i Udenrigsministeriet. Nu skal de så til Odense,« siger hun og fortsætter:

»Vores medlemmer har brug for at vide, at vi har deres ryg i det her, og det har vi,« siger hun.

Formanden for Djøf Offentlig, Sara Verbo, glæder sig - modsat Ulla Moth Lund Christensen - over, at de er blevet hørt.

»Jeg glæder mig over, at regeringen har lyttet til vort ønske om at samle fagområder i klynger, og at de har sikret de ansatte gode vilkår i forbindelse med udflytningen. Lige nu sidder de fleste af vore medlemmer og tænker, 'hvad skal jeg dog gøre?' De fleste reagerer med chok, for det her er jo noget af det, de har gået og frygtet i lang tid. Så det er klart, at de er kede af det,« siger Sara Verbo.

Der foregår nu møder med tillidsrepræsentanter og de ansatte, der bliver berørt af udflytningen. De, der af forskellige årsager ikke måtte ønske at flytte med arbejdspladsen ud i landet, vil blive tilbudt et 'outplacement-forløb' hos en jobcoach, der kan hjælpe vedkommende videre i et andet job.

Pressemøde i Statsministeriet med Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, som præsenterer "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, " onsdag den 17. januar kl. 13.00 i Statsministeriets Spejlsal på Christiansborg i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Pressemøde i Statsministeriet med Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, som præsenterer "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, " onsdag den 17. januar kl. 13.00 i Statsministeriets Spejlsal på Christiansborg i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere