Drop paraplyen, men husk det lune tøj og den gamle plaid, hvis du skal til bålfest i aften. Selv om det er midsommer bliver det nemlig temmelig koldt. - Det er en god idé at have godt med tøj på, hvis man skal ud til Sankt Hans. Det bliver mellem 11 og 14 grader og lidt blæsende kl 22, hvor de fleste bål tændes rundt om i landet, siger meteorolog Jens Ringgaard fra TV2-vejret.

Men selv om det bliver en noget kølig midsommeraften, er der også godt nyt til de danskere, der har planer om at kigge ind i flammerne i aften. Der er memlig stort set ingen risiko for at bålene brænder væk, lover meteorolog Jens Ringgaard.

- Man skal være meget uheldig, hvis der kommer en byge. Det kan ske nogle enkelte steder, men langt, langt de fleste steder vil der være tørvejr i aften, siger Jens Ringgaard.