Sommerferien har gjort sit indtog, og derfor er fredag en af landets største rejsedage, når feriehungrende danskere drager mod udlandet. Alene i Københavns Lufthavn forventes det, at 100.000 mennesker i dag passerer check-in.

En af de lange køer til check-in var i Terminal 2. Her ventede blandt andet Flemming Lau og datteren Malika på at sende bagagen ombord på flyet til Kreta. Den lille familie glæder sig særligt meget til at slappe helt af på ferien efter et år med en stor personlig tragedie.

- Jeg skal med min datter til Kreta i 14 dage for at slappe af. Det er vores første rejse, siden hendes mor døde sidste år. Så det glæder vi os til, sagde Flemming Lau med sin lille datter Malika.

Da BT besøgte lufthavnen i Kastrup, var køen ved Security på 3 minutter og lufthavnens personale satte alle kræfter ind på at holde køerne korte. Kl. 11.00 var køen ved Security nede på 2 minutter.