Krigsveteran Lars Lang blev trods psykologbehandling sendt til Afghanistan i 2011. Efter flere selvmord og selvmordsforsøg blandt krigsveteraner har Berlingske set nærmere på screeningen af soldaters psykiske helbred inden udsendelse.
Lars Lang havde købt cyklen to dage forinden, og nu var den stjålet. En helt ukontrollabel vrede skyllede ind over ham denne septemberdag i 2010, og han gik direkte ned til frisøren på den anden side af gaden på ydre Nørrebro.
»Min cykel er stjålet, og den skal I bare finde, for jeg ved, at det er en af jer drenge her, der står bag. Ellers slår jeg jer alle sammen ihjel,« råbte han.
Situationen udviklede sig, men ejeren af salonen manede til besindighed. Han tog Lars Lang om skuldrene og sagde:
»Jeg ved godt, du er soldat, men det der, det skal du altså ikke gøre igen. Det går galt.«
En time efter rystede Lars Lang i hele kroppen og var chokeret over, hvordan han havde reageret. En reaktion, der næppe skyldtes den stjålne cykel, men nærmere en kombination af den FN-udsendelse til Libanon som oversergent, han netop var kommet hjem fra, og en skilsmisse.
Så han ringede til Forsvaret for at få psykologhjælp.
»Jeg kan jo ikke gå og true mennesker og have lyst til at slå folk ihjel. Det kunne have været hvem som helst,« forklarer han fra sin datters lejlighed i Ringsted, hvor han indimellem overnatter, fordi han i dag er hjemløs.
Udsendt trods psykiske problemer
Lars Lang har i flere år levet under jorden, og han har også været selvmordstruet, men i dag kæmper han for at komme videre. Berlingske har mødt ham til en snak om det forløb, der førte til en ny udsendelse som soldat på trods af store psykiske problemer. En udsendelse, som Lars Lang i dag mener, Forsvaret burde have sat en stopper for.
Flere af de soldater, der ender med alvorlige psykiske problemer, har været psykisk syge allerede inden, de er blevet udsendt, fortæller talsmand for Veteranalliancen Claus Stenberg. Han mener, at de tre selvmord blandt krigsveteraner, der har fundet sted de seneste måneder, er eksempler på dette. Inden vi vender tilbage til Lars Lang, ser vi nærmere på disse ulykkelige sager.
Den 21. maj tog Anders Thor Stabell Hansen sit eget liv. Han havde været udsendt i Irak og Afghanistan, og allerede efter den første udsendelse i 2006 oplevede hans daværende kone, Jeanne Lindhardsen, tegn på, at noget var galt.
»Han var altid i beredskab. Vores bil, vores tasker, vores hjem var rustet til, at vi kunne overleve, hvis alt gik ned på en eller anden måde. Under sengen lå en politistav, der var altid ekstra fødevarer, der var styr på flugtveje, og i bilen lå en feltspade, reb og tæpper,« fortæller hun.
Men Anders Thor Stabell Hansen pointerede, at han kunne det, han skulle kunne, så i 2008 blev han sendt til Afghanistan bare syv dage efter, at Jeanne Lindhardsen havde født deres første barn. Da hun fik en fødselsdepression, blev han imidlertid hentet hjem igen. Og her ændrede han sig for alvor.
»Han følte, han svigtede både os og soldaterkammeraterne 100 procent. Som han selv sagde til sin bonusmor ugen før, han døde: »Gid han aldrig var taget af sted, for han kom aldrig hjem igen. Det var som om, hans psyke blev fanget dernede,« siger Jeanne Lindhardsen.
Mindre end en måned efter Anders Thor Stabell Hansens død tog 35-årige Magnus Eyðun Anders Norðtún den 10. juni sit eget liv, Han havde været udsendt en gang i Kosovo og to gange i Afghanistan, men ifølge hans tidligere kone, Maria Elisabeth Johansen, skulle han aldrig være sendt af sted på den sidste mission.
»Han tog af sted, fordi han havde lovet sit hold det, og man svigter ikke sit team. Følelsesmæssigt sagde han efter udsendelsen, at han ikke havde været klar,« fortæller hun.
Den 10. august tog endnu en krigsveteran sit eget liv.
En metode, der koster liv
Formand for Landsforeningen Krigsveteraner og Pårørende, Jon Gislason, er bekendt med, at personer indimellem udsendes trods psykiske problemer.
»Det er en gammel nyhed i veterankredse, at soldater bliver sendt ud, selv om de ikke er på højkant,« siger han.
Men både Claus Stenberg og Jon Gislason pointerer, at nogle soldater også skjuler deres psykiske problemer. Psykolog og konsulent ved Forsvarets Rekruttering Niels Skall mener dog, at screeningsprogrammet kan blive meget bedre, end det er i dag.
Han har i 20 år arbejdet med soldater, og i Politiken advarede han mandag om, at det er for let at skjule psykiske lidelser i den »discountudgave« af et screeningsprogram, hvor udvælgelsen af soldater finder sted på baggrund af et spørgeskema og i nogle tilfælde telefoninterview. Han mener ligefrem, at den nuværende metode koster liv.
Efter episoden med den stjålne cykel i 2010 skjulte Lars Lang ikke sine psykiske problemer. Han kontaktede Svanemøllens Kaserne og blev bevilget ti timers psykologhjælp. Mellem samtalerne lå den dengang 49-årige mand i fosterstilling hjemme under dynen med kramper og angstanfald. Han var bange for verden udenfor og bange for sin egen ekstremt aggressive adfærd.
Psykologsamtalerne hjalp ham til at få »viljen tilbage«, men det var en vilje til flugt.
»Jeg syntes, verden var forfærdelig, så jeg havde kun én tanke i hovedet, og det var at komme af sted igen. Jeg ville tilbage til det trygge, og for mig var det udsendelsen, hvor jeg ikke skulle forklare mig eller have problemer med at handle i Netto, fordi jeg var bange. Når du er kriger, er du så fokuseret på opgaven, at det er hele dit liv. Du skal reelt bare skide, sove og spise og så løse opgaven,« forklarer han.
Sideløbende med psykologsamtalerne begyndte Lars Lang at træne fysisk, og så kontaktede han alle, han kendte i Forsvaret, for at finde en ledig plads. Det lykkedes, og i marts 2011 indledte han et halvt års intensiv træning, inden han i august blev sendt til Afghanistans Helmand-provins som CIMIC-befalingsmand, hvor han skulle være bindeled til lokalbefolkningen.
Skjuler psykiske problemer
I Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) kender man godt til problemer med soldater, der udsendes med psykiske problemer i bagagen. Ifølge fagforeningerne er det noget, Forsvaret allerede arbejder på at begrænse.
»Hvis der havde været nogle muligheder for at screene bedre, så gjorde man det også,« mener formand for HOD Niels Tønning.
Det har ikke været muligt for Berlingske at få et interview med chefen for Veterancentret, Jette Albinus, men forsvarsminister Peter Christensen (V) skriver i en mail:
»Screeningsprocessen har igennem flere år været et fokusområde. Det handler ikke kun om psykologsamtaler, men også om uddannelse af den enkelte soldats chef. Men vi er ikke i mål endnu, og det vil også fremadrettet være et indsatsområde.«
Regeringen har tidligere henvist til, at der også er ved at blive foretaget et såkaldt servicetjek af hele veteranindsatsen. Resultatet forventes at blive offentliggjort til efteråret.
Da Lars Lang vendte hjem fra Afghanistan i 2012, kom han igen til psykolog, men selv om samtalerne hjalp, blev han ikke rask. Det kom tydeligt til udtryk, da han skulle møde op på jobcentret, eftersom lønudbetalingen fra Forsvaret stoppede, da han vendte tilbage til et liv i det civile.
Lars Lang kunne ikke holde ud at være i lukkede rum, han kunne ikke håndtere forsamlingen af mennesker, og han kunne ikke samle sig om at skrive et CV. Da kæresten fik stablet en personlig samtale med en sagsbehandler på benene, var det tæt på at gå helt galt.
»Jeg sad på hendes kontor og følte, at hun angreb mig med sine spørgsmål. Hun var fjenden. Så mens jeg sad der i min egen osteklokke, tænkte jeg, nu slår jeg hende ihjel. Nu knalder jeg hende ned. Jeg havde en detaljeret plan for, hvordan jeg ville slå hende ihjel, og hvordan jeg skulle komme ud af lokalet.
Heldigvis endte jeg med at sige: »Hør her, jeg bliver nødt til at gå nu, for ellers smadrer jeg det hele«,« fortæller Lars Lang.
I dag kan han godt se det ironiske i, at han følte sig angrebet af en sagsbehandler. Men dengang var det hans virkelighed. Han begyndte at se fjender over det hele og endte med at sige: »I kan rende mig« til hele den pølsefabrik, han ikke kunne passe ind i.
Han gik under jorden efter den sidste lønudbetaling, og først i april i år er han vendt tilbage til civilsamfundet. Han er stadig hjemløs og bor lidt hos venner og familie, mens han på ny kæmper for at få hjælp ved kommunen.
