Det sendte rystelser gennem det politiske parnas, da Dansk Folkeparti vandt knap hver tredje stemme i Sønderjylland ved folketingsvalget. Hvad gik galt, spurgte hovedstaden, er de blevet racister eller anti-globalister hele banden? Et Facebook-opslag fra den sønderjyske museumsinspektør René Rasmussen med en anden forklaring »gik viralt« få dage efter valget.
Her fortæller han selv, hvordan det var.
Jeg havde ikke lige planlagt at skulle være et politisk orakel. Jeg sad en søndag eftermiddag og var ved at forberede nogle TV-udsendelser, da jeg blev »tagget« i et kommentarfelt på Facebook. En kvinde spurgte ud på sin væg, hvad der egentlig var sket i Syd- og Sønderjylland, siden mere end hver fjerde havde stemt Dansk Folkeparti.
Så skød jeg lige syv hurtige, indlysende bud af fra hoften og gik tilbage til mine gøremål. Der gik nok en halv time, så blev jeg kontaktet af Information, der bad mig skrive indlægget om til en kronik. Så ringede TV Syd og sagde, at mit indlæg bredte sig som en steppebrand. Det næste døgn blev jeg kimet ned. Hvis jeg ville og havde haft tid, havde jeg kunnet optræde i samtlige medier.
Jeg er ikke valgforsker, mine bud er bare et lod ned i folkedybet. Jeg har et udadvendt arbejde og en stor omgangskreds. Men det viste sig heldigvis for mig, at de fleste analytikere senere kom til den samme konklusion.
Jeg stemte ikke selv på Dansk Folkeparti ved valget, men jeg var ikke overrasket over, at så mange hernede gjorde. Til gengæld var jeg forbløffet over reaktionen.
Tonen i kommentarerne fra København gik på, at vi var nogle dumme racister hele banden, så man burde tage de af os sønderjyder så længselsfuldt ønskede grænsebomme og sætte dem op ved Kongeåen. Fjerne os fra danmarkskortet.
Det var en forbløffende udlægning, og det var ikke fair. Selvfølgelig er der en gruppe, som er bange for indvandring og mod EU, men man får altså ikke 28 procent af stemmerne på den konto.
Der var i høj grad tale om en protest. I det almindelige vælgerkorps er der en følelse af, at den politiske klasse rager til sig. Og vender det døve øre til almindelige menneskers bekymringer. Der er et »dem-og-os« i forhold til politikerne fra de regeringsbærende partier.
Grænsespørgsmålet spillede også en stor rolle hernede. Folk er utrygge, har oplevet en stigning i indbrud, som mange mener udføres af tilrejsende. Så var der spørgsmålet om hele strukturreformen, som virkelig har slået hårdt i yderområderne. Man har rationaliseret, lagt sammen, lukket skoler, kaserner, politistationer. Alle de akademiske stillinger, hele kulturborgerskabet er i fare for at forsvinde. Mange kan ikke længere sælge deres hus eller omvendt låne penge til at købe et.
Og den økonomiske usikkerhed efter dagpengereformen har bredt sig. DFs vælgere er måske især dem, der er i fare for at miste deres job, når vores lokale produktionsstillinger flytter til udlandet. Før i tiden kunne man altid få arbejde på Danfoss eller slagteriet, i dag er det blevet vanskeligt.
Efter alt det, der er resultat af 15-20 års politiske prioriteringer fra Christiansborg, står københavnerne og peger fingre ad vores landsdel; »sønderjyderne er alt for dumme, der er ingen job, ingen virkelyst, ingen akademikere«. Så tænker man: For helvede, de har jo været her, men er blevet tvunget væk. Derfor brugte jeg overskriften »Først pisser de på os, og så siger de, at vi lugter« – for nu at parafrasere Svend Auken.
Fallerede landmænd og pædofile ...
Der er en følelse af, at København synes, at provinsen er meget langt væk. Ingen løfter et øjenbryn, når vores arbejdspladser flytter til Vietnam, men skal en københavnsk arbejdsplads til Augustenborg, så skal jeg lige love for, at der lyder et ramaskrig. Sønderjylland, det er en skæbne værre end døden, forstår man.
Der er opstået en forståelseskløft mellem provinsen og hovedstaden. En uvidenhed. Det bekymrer mig. Og det bekymrer mig navnlig, at man i visse kredse i København hellere ser Vestjylland omdannet til reservat for ulve og kæmpevindmøller. Det er jo døende alligevel, lyder rationalet.
Jeg har københavnske venner, som har en forestilling om, at månedens kulturelle indslag i en gennemsnitlig købstad er, når der blæser en vindheks igennem byens øde gader. Det harmonerer ikke med det, jeg selv oplever. Der er caféliv, biograf, museer, foredrag, koncerter og teater selv i en af de allermindste købstæder, Tønder, hvor jeg bor.
Der var en fra en københavnsk myndighed, der for nylig udtrykte bestyrtelse over, at vi havde et kunstmuseum i Tønder. Det fløj ud af vedkommende: »Hvad skal I med det, der er jo ikke andet end fallerede landmænd og pædofile hernede«.
Forståelseskløften går også den anden vej. Hernede var der mange, der havde svært ved at forstå, at man i København i så udpræget grad havde stemt på Enhedslisten og Alternativet.
Det positive ved min Facebook-berømmelse var, at en håndfuld unge mennesker efterfølgende kontaktede mig med lange forklaringer om, hvorfor de havde stemt på Alternativet eller Enhedslisten. Det var ikke fordi, de var 100 pct. enige i protestpartiernes partiprogram, men fordi de ville sende et signal til de gamle regeringsbærende partier om, at de var utilfredse med tonen eller ville prioritere andre emner.
Det er en ageren, som jeg genkender hos mine naboer i Sønderjylland. På den måde er der et skæbnefællesskab mellem protestvælgerne, selv om den ene fløj bor i Sønderjylland og stemmer DF, og den anden fløj bor på Nørrebro og stemmer Enhedslisten.
