Antallet at raske nyredonorer stiger år for år. Nu ser et nyt forskningsprojekt på, hvad der får donorer til at melde sig og deres oplevelser af operationsforløbet.
På operationsbordet handler det kun om at tage en nyre ud og sætte den over i et andet menneske. Men bag beslutningen om at blive levende nyredonor ligger en masse følelser og bekymringer. Tanker, som et nyt forskningsprojekt på Odense Universitetshospital sætter fokus på.
Forsker Hanne Agerskov har fulgt en gruppe donorer igennem forløbet fra beslutningen om at sige ja til tiden efter operationen. Formålet med projektet er at gøre hospitalet bedre til at informere og tilrettelægge det krævende forløb, donorer går ind til.
»Der er en sårbarhed på den anden side som donor. Eksempelvis føler de afviste donorer en dyb skuffelse over, at de ikke kan bruges. Det giver et billede af, hvor meget der egentlig er på spil for dem. Den grundlæggende motivation er, at man gerne vil hjælpe den syge, som man måske er i familie med. Det at kunne hjælpe dem tilbage på ret køl betyder meget,« siger hun.
På landsplan var der sidste år 110 nyretransplantationer med nyrer fra en levende donor. Et tal, der igennem årene har været stigende. Tidligere var det en omfattende operation. I dag er det en kikkertoperation, hvor man frigør nyren og trækker den ud.
»Den dér transition fra at komme ind som en rask person til at være en indlagt operationspatient den næste dag, er ret overvældende for de levende donorer. Bagefter giver de udtryk for, at det har styrket dem på et personligt niveau. De oplever dog også mennesker omkring sig, der mener, at det her er ikke verdens bedste idé. Nogle vælger simpelthen ikke at dele det, før de har truffet den endelige beslutning. Fordi de ikke vil forholde sig til omverdenens reaktion.«
Skjulte forventninger til modtageren
I Danmark har man ikke anonym donation fra levende donorer. Donor kender altid den syge. For nogle giver det særlige problemstillinger. Selv om ingen af donorerne i forskningsprojektet giver udtryk for, at de forventer en belønning, er der stadig en anden skjult forventning.
»Donor vil gerne følge nyren og se, at den syge får det bedre. Hvis de oplever, at modtageren ikke tager vare på sig selv og eksempelvis fortsætter med at ryge og fortsætter en dårlig livsstil, så kan de godt bliver irriterede. Dér ligger der et krav om moralsk ansvarlighed,« siger Hanne Agerskov.
Landsformand Jan Rishave fra Nyreforeningen kan godt genkende forskningsprojektets pointe med, at en nyre ikke bare er en nyre. Den er også følelser.
»Der er mange overvejelser, som det er vigtigt at folk gør sig. Umiddelbart tager man mest højde for det fysiske på hospitalerne. Om nyren er i orden. Men man får måske ikke snakket så meget om den mere psykiske del af det. Det er ikke bare lige, som nogen tror.«
I Nyreforeningen får man løbende henvendelser fra folk, der gerne vil være donorer. Men de har ingen at afgive til. Derfor advokerer man stadig for anonym donation igennem eksempelvis en nyrebank, lyder det fra Jan Rishave.
»I begyndelsen var det kun søskende og forældre, der donerede. Nu er cirklen udvidet til både venner og arbejdskollegaer, og i dag er det sådan, at man skal kende hinanden på en rimelig måde. Gennem Facebook og andre sociale medier er det jo nemt at lære hinanden at kende. På den måde kan man godt omgås reglerne lidt,« siger han.
