Københavns ældste bar for homoseksuelle, Centralhjørnet, fylder 100 år. Et fristed for mænd, der ikke kunne sige højt, at de elskede mænd. Berlingske har været forbi der, hvor ingen i dag lister ind af døren.
Palle Victor Møller er 63 år og førtidspensionist. En gang om ugen tager han den røde Adidas-jakke på og træder krumrygget og på lidt vaklende skridt ind i sit ritual.
Han tager toget fra sit hjem i Næstved, stiger af i København og sætter sig i en taxa mod Centralhjørnet.
På den sædvanlige plads i baren får han den sædvanlige kop kaffe og tænder for den første af de mange tynde Chesterfield-cigaretter, imens hans øjne lander på det, de har gjort i alle de år, siden han som 37-årig sprang ud: Mændene.
»Jeg taler med de andre om, hvordan det går med fyrene. Der er en del enlige herinde. Det kan da ske, at jeg kan finde en mand herinde,« siger han, imens asken fra dagens tiende cigaret drysser ned i det allerede fyldte askebæger.
Det er formiddag på Centralhjørnet. Under det glitrende loft med blomster, sommerfugle og diskokugle er man ved at gøre klar til frokostserveringen på Københavns ældste homobar, der i denne uge fejrer sin 100 års fødselsdag.
Først i 1955 blev stedet offentligt kendt som bøsseværtshus, men københavnerne havde godt noteret sig igennem 30erne og 40erne, at der kom påfaldende mange mænd på værtshuset i Kattesundet, hvor døren altid blev lukket helt i. I dag stiller man stole og borde udenfor.
Ude i køkkenet står ejer Torben Rasmussen i færd med at lange stegte fiskefileter op på fadene. Da han sammen med sin bror overtog stedet for 16 år siden, var det en nedslidt beværtning, hvor ældre mænd hang ud i håbet om at noget yngre ville træde ind af døren.
»Dengang mødtes man på værtshuse, rastepladser, i dunkle kælderklubber eller offentlige toiletter, hvis man skulle score. Nu er verden omkring er os blevet metroseksuel og mænd kan godt danse sammen på et dansegulv, uden at folk undrer sig. Scorer man egentlig stadig her, Jon?« siger han og vender sig om imod den yngre tjener, der tørrer glas af.
»Ja da. Man går på Grindr-appen og tjekker ud om, der sidder nogen herinde, der er klar,« lyder det.
Han mødte sin første mand på Centralhjørnet. Han så også ind i øjnene på sin nuværende mand, Jim, herinde. Torben Rasmussen sprang selv ud som 18-årig for 40 år siden. Han har altid været åben om sin seksualitet.
»Jeg undrer mig stadig, når mændene her i baren fortæller mig om de ting, de har været igennem. Jeg er ikke bange for at gå hånd i hånd med min mand og vi kysser altid hinanden, når vi er ude at spise sammen,« siger han.
»Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeg. Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeg.«
I højttaleren spiller 80ernes refræn om at stå ved sig selv. Peter Andersen har levet den sang. Han har også sagt farvel til dem, der levede den for meget. Da AIDS-bølgen ramte dengang, satte den et punktum for hans daværende kæreste. Venners navne stod også på gravstenene. IT-manden sidder med hånden fast om ølglasset og sukker:
»Jeg stod alene med sorgen. Jeg gik stille med det. Dengang arbejdede jeg også i banksektoren, og det var jo ikke et sted, hvor man delte den slags. Jeg tror, at det blev min redning, at jeg sprang sent ud. Jeg var 27 år gammel og jeg var meget forsigtig i de første år,« siger han.
På arbejdspladsen sad de andre mænd en dag midt i værkstedshumoren og talte om størrelsen på en kvindes bryster.
Indtil én råbte: »Peter er sgu da ligeglad. Han vil hellere ud på Christiania og se på flotte politibetjente.«
»Det er den slags dage, hvor det går op for mig, hvor frit det hele er blevet. Homoseksualitet er ikke længere noget, der skal pakkes væk i lag af skam og skyld. Vi kan grine af det og det er blevet uinteressant at være bøsse,« siger han.
Silden er blevet spist. Nu er gæsterne ved at arbejde sig igennem den varme mad. Ved et af bordene sidder et ægtepar. Det er 73-årige Peter Christensen og 53-årige Roy Olsen. De har været gift i ti år og mødte hinanden på dating-sitet Boyfriend.dk.
Alt, det der står her oven for, ville være utænkelige ord, da Peter Christensen som ung flyttede fra barndomshjemmet i Sønderjylland til en læreplads udenfor Køge. I de år vidste han godt, at han var til mænd.
Da han efter endt militærtjeneste mødte en sød pige, blev hans seksualitet parkeret et sted så langt væk, at det tog ham 27 års ægteskab at finde tilbage dertil.
»Som ung i tresserne lå det i kortene, at man skulle giftes og have børn. Jeg blev hele tiden spurgt: Har du ikke fundet dig en kæreste? Jeg var 26 år, da jeg blev gift med min ekskone. Jeg ville jo have børn og jeg fik mine to drenge.«
Mens moderne par bliver skilt på grund af hverdagen, insisterede Peter Christensen stædigt på at blive i den. I de første mange år han var gift, tænkte han slet ikke på mænd. Indtil den tilfældige dag på stranden, hvor en voksen mand ville have ham og han sagde ja.
»Der blev det vakt i mig igen. Men jeg skød det alligevel væk, fordi jeg var far til to børn. Min plads var hos dem. Jeg kunne have smuttet fra ægteskabet, men jeg synes, at det ville være synd at forlade drengene. Jeg havde så meget sammen med dem. Det familieliv ville jeg ikke gå glip af. Så jeg blev i 27 år.«
Den historie går igen hos mange af homoseksuelle fra hans generation, der stadig kommer på Centralhjørnet. De fik ægtefælle og børn og levede et almindeligt hr. og fru Danmark-liv, indtil de som voksne så sig i spejlet i parcelhusets badeværelse og sagde goddag til det menneske, de egentlig var.
Peter Christensen har set det. De yngre generationer er langt mere frigjorte. De lister ikke længere.
»Første gang jeg skulle på en bøssebar, tog jeg toget ind til byen og endte med at gå forbi den hele tre gange, før jeg tog hjem igen. Dagen efter gjorde jeg det samme. Først tredje dag gik jeg indenfor. Og bum. Så var jeg der,« siger han.
Peter Christensen har sin store familie. Børn, børnebørn, ekskonen og Roy. Det hele er som det skal være. Men midt i al friheden er der stadig én ting, ægteparret ikke gør.
»Roy og jeg går ikke hånd i hånd på gaden. Indvandrerbørnene skal ikke have en lejlighed til at råbe efter os eller gøre noget ved os. Vi har oplevet tilråb og mange skældsord som ”bøsserøv” og ting på deres eget sprog, som vi ikke forstår. Vi undlader at gøre det for at beskytte os selv. Men det er ikke orden, at man efter alle de år ikke kan gå i hånden med den man elsker,« siger han.
Gæsterne ved bordene sætter tænderne i osten og ovenpå er værtshusets daglige leder i gang med at sætte de falske øjenvipper på, så transformationen fra at være en almindelig mand i start-fyrrerne til divaen Ilva Wræl bliver fuldendt.
Peter Christensens far gik i graven uden at vide det. Deres forhold var af den ordfattige slags. På sin egen stille facon fik han en aften tilbage i det sønderjyske barndomshjem talt med sin mor om det, der knytter alle gæsterne på Centralhjørnet til hinanden.
I en weekend var han kommet for at hjælpe hende med at rydde op. Pludselig sagde hun: »Det er svært at bo alene.«
Han svarede hende, at hun jo ikke selv havde valgt det. Det havde han til gengæld.
»Hun sagde så: ”Du skulle jo aldrig have været gift, vel?” Da jeg sad i toget, slog det mig pludselig, at det var det samme, hun havde sagt til mig den dag, jeg skulle giftes: ”Er du nu sikker på, at det er det rigtige, du gør?” Tænk hvis jeg havde lyttet til hende.«
