»Kongehuset bør selv betale og ikke skatteyderne.«

Nogenlunde sådan kan holdningerne til Alexandras årpenge opsummeres i SF og Enhedslisten. Som de eneste partier stemte de i 2004 somn de eneste imod, at Alexandra skulle modtage årpenge resten af livet.

Samtidig viser en meningsmåling foretaget for BT af TNS Gallup, at et flertal på næsten 80 procent af danskerne mener, at årpengene til Alexandra skal fjernes. Kun et fåtal af danskerne - helt præcist 12,6 procent - mener, at Alexandra skal beholde sine årpenge resten af livet.

Læs også:

Det rejser fornyet kritik fra de kongehus-kritiske politikere i Folketinget.

»Kongehusets egne, personlige sager bør ordnes i den samme ramme. Vi skal hverken blande os i, om man bliver gift eller skilt. Men at sætte ekstra penge af på finansloven som i dette tilfælde, synes jeg er noget underligt noget,« siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Alexandra modtager i år 2,3 mio. kroner. Og står det til Enhedslisten skal Alexandra intet modtage.

Læs mere i PLUS:

»Statskassen skal ikke betale for, at de kongelige ikke kan finde ud af at leve sammen. I dette tilfælde er det prinsen, der bør sørge for, at den fraskilte får noget at leve for,« siger Frank Aaen (EL).

Lisbeth Bech Poulsen (SF) håber, at danskernes markante tilkendegivelse vil blive noteret.

»Skulle noget lignende ske igen, så håber jeg da, at politikerne og regeringen tager bestik af, at folk ikke synes det er i orden, at skatteydernes penge skal gå til tidligere medlemmer af kongehuset,« siger SFs skatteordfører.

Hverken Enhedslisten eller SF tror dog på, at aftalen nogensinde vil blive ændret. Trods kritik og befolkningens skepsis står der stadig et solidt, politisk flertal bag grevindens økonomiske sikkerhedsnet.

Læs også:

Selv Liberal Alliance - der normalt er klare i mælet når det handler om motivere danskerne til at være selvforsørgende - vil ikke umiddelbart ændre på Alexandras årpenge.

»For os er Kongehuset en samlet pakke, og vi har ikke holdninger til de enkelte dele af det. Skal vi forholde os til det, så skal det være i forbindelse med en politisk forhandling af den samlede pakke, siger politisk leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen.

Læs meget mere om grevinde Alexandra her på bt.dk/plus: