Hele 86 opvarmede telte har siden november stået tomme og klar til at huse 1200 flygtninge i Vordingborg. Prisen for at fyre op for ingenting er næsten 100.000 kroner om ugen. Men indtil flygtningene kommer, skal teltene stå tomme. End ikke frysende hjemløse må bruge dem midlertidigt.

Det skriver TV Øst.

Vinterkulden får de fleste hjemløse til at drømme om tag over hovedet og lidt varme, når natten skal overstås. I Vordingborg kunne drømmene blive til virkelighed for de hjemløse, hvis de altså måtte bruge de 86 opvarmede telte, som i månedsvis har stået klar til at modtage asylansøgere.

Men det må de ikke, og det får de to hjemløse Leif Davidsen og Allan Ibsen til at undre sig.

»Jeg så i fjernsynet, at der er en masse store telte, og så er der nogle små telte omme bagved. Det ville være fint med et lille telt. Vi kunne jo bare være der midlertidigt, så finder vi noget andet, når der kommer nogle flygtninge,« siger Leif Davidsen til TV Øst.

Som BT tidligere har beskrevet, er teltlejrene en dyr fornøjelse, når de skal varmes op i disse kolde tider. Selvom teltene i Vordingborg er tomme, skal de varmes op for at forhindre mug.

Imens må Leif Davidsen og makkeren Allan Ibsen hver aften lede efter et sted at være i ly for natten. Tit må de tage sig til takke med et halvtag udenfor, hvilket ikke ser ud til at ændre sig. Ifølge politiet tjener teltlejren i Vordingborg et andet formål, nemlig at være modtagecenter for flygtningene.

»Teltlejren er indrettet til at være modtagecenter i forhold til den flygtningeindsats, vi har. Teltlejren er forberedt til den situation, og det skal den til stadighed være. Det er vigtigt i den her sammenhæng, at indsatsen for de hjemløse ikke er en opgave i politiets varetægt, der må jeg henvende til kommunale myndigheder,” fortæller Kim Kliver, der er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV Øst.

Se indslaget med de hjemløse her: