Der blev krammet, klappet og jublet, da Wassim Hallal og restauranten Frederikshøj i Aarhus torsdag fik nyheden, om at restauranten havde modtaget gastronomiens fornemmeste pris: En stjerne i den eftertragtede Guide Michelin.

Selv havde den dansk-libanesisike køkkenchef lidt svært ved at svare på, hvorfor stjernen er tilfaldet Restaurant Frederikshøj, men han er ikke i tvivl om, hvad god mad er.

»Det er det, man føler inde i sit hjerte. Det er i hvert fald den vej, man er gået. Det er det mad, jeg ville spise hver dag, det er den mad, jeg serverer til mine gæster,« fortalte Wassim Hallal umiddelbart efter, restauranten havde modtaget opkaldet med den gode nyhed.

Den ambitiøse kok har dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene, for som han selv understregede, er der to stjerner mere at hente for den aarhusianske restaurant, der ikke er den eneste i byen, som modtog hæder. Også restauranterne Gastromé og Substans har nemlig fået en michelinstjerne, mens AOC i København har fået to.

Guide Michelins system med stjernerne har eksisteret siden 1930’erne, og Danmark fik tildelt sin første stjerne i 1983.