En fem år gammel hangiraf blev lørdag morgen aflivet i Aalborg Zoo. Det skriver Ritzau ifølge Nordjyske.

Da dyrepasserne lørdag morgen så til girafferne, lå hangiraffen Basse ned. Han var tilsyneladende skredet på sine lange ben og var kommet slemt til skade. Han kunne ikke komme op at stå igen.

- Han havde taget så meget skade, at der ikke var anden vej end at aflive ham, siger Aalborg Zoos dyrlæge Trine Hammer Jensen til Ritzau.
 
Hun er bange for, at giraffen er faldet i løbet af natten og har lidt i timevis. Den var nemlig helt rolig. Og det tyder på en lang nats kamp, der til sidst har efterladt det store dyr fuldstændig udmattet.

Basse skal nu slagtes og vil ligesom giraffen Marius fra Københavns Zoo blive serveret for havens løver, tigre og isbjørne.

Den nordjyske zoo bruger normalt heste eller antiloper som foder, og det er derfor helt naturligt at fylde havens fryser op med girafkød.

Der bliver ingen offentlig obduktion, som den Københavns Zoo stod for, da den meget omtalte giraf Marius blev aflivet, fordi han var overflødig i den europæiske giraf-genmasse.