Med godt 50 års anciennitet som prins døde grev Henri de Monpezat utilfreds med sin lovfæstede, danske titel, men på regentparrets ejendomme og de slotte, staten stiller til rådighed, var han konge.

Han var konge i familien, konge i køkkenerne og konge på jagtmarkerne, fordi Dronningen gav ham plads og ikke er husmoderlig. Slutfacit er, at han med embedsførelse, opdragelse af prinser og indflydelse på regenten har ændret det danske kongehus. Sandsynligvis er det varigt.

Der er kommet meget mere grandeur over det hele på grund af prins Henrik og stilen er langt fra den beskedenhed, som herskede under dronning Ingrid og Kong Frederik – forældrene, der accepterede, at den unge, franske greve på betingelse af et farvel til katolicismen fik en placering i det danske samfund, som kun én immigrant kunne få: pladsen i kronprinsessens seng og ved bordet. Fra sin tid som karriere-diplomat i London vidste han fra start, hvad hans statsretlige stilling ville blive.

Nøjagtig som engelske prins Philip måtte han acceptere, at Dronningen så at sige var både bestyrelsesformand og formand for direktionen i den royale butik.

Men som diplomat og ægtefælle blev han også anbragt i en position, ingen kunne matche som rådgiver. I de allerfleste af de 50 år som prins er det gået godt – ja, lige indtil demensen begyndte at æde af prinsens dømmekraft.

Jeg har fulgt prins Henrik, siden han for første gang kom på officielt besøg i Danmark som kronprinsessens udkårne. Det var på en regnvejrsdag den 4. september 1966, og det skete på min reportervagt for Jyllands-Posten. Parret blev ligeledes gift på en reportervagt, som jeg tilbragte i Fredensborg, hvor jeg igen konstaterede, at modtagelsen var hjertevarm. Siden har jeg som dokumentarforfatter kortlagt mange af de spor, prins Henrik har sat, og de er, som allerede antydet, ret tydelige. De udvaskes ikke, selv om klimaet bliver vådere og vådere. Med sin galliske sans for klassernes funktioner og indbyrdes placering har prins Henrik som Dronningens rådgiver og i egen person givet de øverste samfundslag et lift - ja, fest, farver og vin fra eget slot.

Det begyndte med, at den nygifte prins skulle have nogle venner, om hvem man ikke kunne sige, at de forventede at opnå noget gennem forbindelse med prinsen. Derfor blev prins Henrik kombineret med mænd som multimillionæren Christian Kjær, daværende hersker i forsikringsselskabet Codan, Peter Zobel, den tennisspillende komponist Bent Fabricius-Bjerre , den farverige modemand Erik Brandt og den adelige, nu afdøde godsejer Frederik Lüttichau samt greve Ditlev Knuth-Wintherfeldt. Nogle af disse venner kom senere med i prinsens klub for mænd i 2. geled – altså mænd, hvis koner enten var rigere eller havde en højere position end de pågældende. Det var humor, som demensen også åd senere.

Men der var andet end mandeklub over prins Henriks virke. Han har gjort en betydelig indsats som royal eksport-diplomat, hvor hans ungdomserfaringer fra fransk Indokina (Vietnam) gav ham dyb indsigt i asiatisk tankegang og sprog. Denne side af hans virke har været medvirkende til, at flere af erhvervslivets spidser er udnævnt til kammerherrer – en titel, der rangmæssigt bringer dem over højesteretsdommere. Denne ære, som er det nærmeste, man kan komme adling i nutidens Danmark, er eksempelvis tilfaldet landets rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, Danfoss-bossen Jørgen Mads Clausen og generalkonsul Frits Schur, som længe var bestyrelseskonger i store statslige, danske selskaber.

En anden del af prinsens netværk blev dyrket gennem kongejagter. Med fint sammensatte gæstelister fik prins Henrik på sine velmagtsår præciseret, hvem der var noget i aristokratiet.

Denne opgave ligger nu hos kronprinsen, og han har allerede vist, at han har taget ved lære af sin far.

I sin sygdomsperiode har prins Henrik forvoldt Dronningen mange sorger. Det må imidlertid ikke overskygge, at prinsen også fremstår som forløseren af Dronningens kunstneriske ambitioner. Dronningens far kunne dirigere et orkester, men hendes mand kunne skrive digte, spille på klaver og kunne optræde som billedhugger - eller i hvert fald være inspirator til skulpturer. Derfor er det hævet over enhver tvivl, at Dronningen aldrig var nået ud på så mange og forskellige kunstneriske platforme, som hun har, uden støtte og kærlig og videnbaseret inspiration fra prins Henrik.

Nok er der lejlighedsvis blevet grinet ad prinsen, men latterlig var han ikke. Han kunne spænde fra de fineste overklasseselskaber til Christiania. Den slags dokumenterer format; farverigt format.

Søren Jakobsen

Om forfatteren: Søren Jakobsen er dokumentarforfatter, journalist og Cavlingprismodtager. Han har udgivet bøgerne 'Overklasseliv' og 'Overklassemagt' (2. udgave i okt.  2017), der beskriver samspillet mellem kongehuset, pengearistokratiet og gammel adel.

SMS

Hitter på Facebook