Mellem 22.000 og 35.000 børn og unge lider af adhd, og antallet stiger år for år. Forskerne råber vagt i gevær, for systemet er slet ikke gearet til dem og deres familier, som må slås for at få den hjælp, de har brug for
William, du skal tage din trøje på. »Nej, jeg vil ikke.« »Jamen du skal!«
Alle forældre har prøvet det, har været dér. Men for Tommy Lynnerup står én af disse umiddelbart banale konflikter mejslet ind i hans krop og sjæl. Står som en smertefuld erindring om dén dag, hvor han var tvunget til at begå overgreb på sin egen søn.
»Det var grænseoverskridende. Det var den sygeste beslutning, jeg har været nødt til at træffe,« siger Tommy Lynnerup med øjne, der flyder over.
I Danmark vurderes tre-fem pct. af alle skolebørn at lide af adhd, ‘attention deficit hyperactivity disorder’, der på dansk oversættes til ‘forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitets lidelse’. Det svarer til mellem 22.000 og 36.000 børn og unge. 18.000 af dem er diagnosticeret.
Tommy Lynnerups søn er én af dem.
Konflikten med sønnen udspillede sig juleaftensdag i 2011, hvor William var seks år gammel. De var hjemme hos Tommy Lynnerups forældre, hvor de skulle fejre julen, og julegudstjenesten var en del af traditionen. Det var derfor, at William skulle gøre sig klar.
Men ‘ordren’ fik sønnens verden til at vælte fuldstændig.
»Han var inde i en periode, hvor han havde en adfærd, der var vendt mod ham selv, hvor han ikke syntes, at han var god nok, hvor alt ville være bedre, hvis han ikke levede. Så han reagerede selvdestruktivt, hamrede hovedet ind i badeværelsesvæggen, og jeg kunne se, hvordan han begyndte at bløde. På dét tidspunkt havde jeg fået at vide, at hvis han kom ud i en så presset situation, var jeg nødt til at lave en fastholdelse på ham, på min egen søn.«
Tommy Lynnerup holder en pause. Øjnene er røde.
»Nu bliver jeg ked af det,« siger han stille.
Han tager en dyb indånding. Drikker en slurk vand. Prøver at forklare, hvad en fastholdelse er. Hvordan du lægger dig ned ved dit barn, hvordan du låser armene om en spinkel barnekrop, der er spændt som en flitsbue. En barnekrop, der kæmper for at komme fri. Hvordan du bliver liggende og liggende. Indtil situationen vender.
»Mere end en halv time lå vi der. Det er det værste, jeg har oplevet som far. Og for William levede det i flere år i ham som en frygt, skabte et traume at have oplevet sin far nærmest frihedsberøve ham.«
Uden for stuen i den nedlagte landejendom i Himmerland, omkranset af marker og skov, brydes idyllen af lyden af en havetraktor. Det er William, der er i aktion. Han elsker den havetraktor, elsker hestekræfter.
Og 37-årige Tommy Lynnerup elsker sin søn. Ville ikke bytte ham væk for noget som helst. Men han erkender, at kampene har været lange og seje. Både de indbyrdes mellem far og søn. Og dem med og mod et system, der slet ikke er rustet til at yde den hjælp, man som forælder til et barn med adhd har akut behov for.
Kampe, der har fået Tommy Lynnerup til helt bogstaveligt at tage sagen i egen hånd. For at hjælpe sin egen familie. Og andre.
Adhd er en relativ ny diagnose, som bruges om mennesker - børn som voksne - der har opmærksomhedsproblemer og oftest er hyperaktive.
For blot et halvt århundrede siden blev de kaldt utilpassede, uromagere. Men i 1980erne og 90’erne fik de den fælles nordiske betegnelse damp og siden årtusindskiftet den internationale fællesbetegnelse adhd.
Sygdommen er steget eksplosivt op gennem 00erne. Ikke mindst i børne- og ungdomsgruppen.
I 2000 blev omkring 1.300 børn og unge adhd-medicineret. 15 år senere var tallet steget til knap 18.000, der dagligt fik dén medicin, som giver dem følelsen af ro og overblik.
Anne-Mette Lange er klinisk psykolog på Aarhus Universitet og forsker i adhd. Hun forklarer stigningen med, at diagnosen netop ikke fandtes tidligere, og at man i dag er blevet bedre til at være opmærksom på og få øje på den. Og de problemer, der følger i kølvandet af den.
»Adhd påvirker familien på rigtig mange områder, og det er rigtig, rigtig svært at være forældre til et barn med adhd. Det skaber nogle udfordringer, som forældre med børn uden diagnose slet ikke oplever, og kan foranledige mere stress i familien og større forekomst af skilsmisser.
Forældrene føler sig afmægtige, fordi de gængse opdragelsesteknikker, som virker på alle mulige andre børn, ikke dur. Konfliktniveauet er højnet, og det stresser alle. Også barnet med adhd,« forklarer Anne-Mette Lange.
Tommy Lynnerup sidder i sofaen med et smil om munden. Han husker tydeligt, hvordan han følte sig som verdens lykkeligste mand, da han i en alder af 25 blev far.
Hans kæreste havde i forvejen sønnen Nicklas på tre, som han elskede. Men at stå med sin egen, med William, i hænderne, var - og er - det største, han nogensinde havde oplevet.
Drengen voksede sig stor og stærk. Alt var, som det skulle være. Og så alligevel ikke. For Pia blev ramt af en fødselsdepression, hvilket tærede så voldsomt på den lille familie, at det var umuligt at holde sammen på den.
»Det var hårdt for hende og svært for os som familie. Når jeg kigger tilbage på det i dag, fik vi ikke den hjælp, vi havde brug for. Så det var en barsk begyndelse på livet for William, og efter tre år valgte vi i al fordragelighed at erkende, at vi ikke kunne fungere længere som par,« fortæller han om bruddet, der skete uden drama og med fuld enighed om at prioritere forældresamarbejdet højt.
»Selvfølgelig er det betydningsfuldt for et barn at miste sin familie. Men da William begyndte at få nogle udfordringer i børnehaven, tænkte jeg ikke, at det kunne have en betydning. Det forstod jeg først senere.«
Det var i skiftet fra den lille, intime dagpleje til den store børnehave, at de første tegn begyndte at melde sig. Vrede og frustration stod ud af den fire-fem årige William, når der blev stillet krav til ham. Og det tog til. Tommy Lynnerup reagerede, som de fleste andre forældre ville gøre.
»Du kender os mænd,« siger han med et lille, undskyldende smil. »Vi vil gerne respekteres, så når vi siger, at nu skal børnene lytte efter, så skal de lytte efter. Jeg kom hurtigt til at lægge mere pres på. Og jo mere jeg gjorde det, desto dårligere fik han det. Vi kom i nogle rigtig træls situationer med hinanden, for jeg var dybt frustreret over, at jeg åbenbart ikke kunne finde ud af at opdrage mit barn. Havnede i situationer, hvor jeg sendte ham ind på værelset, var negativ, skældte ud og råbte, til vi begge begyndte at græde. Det var en mega svær periode. Jeg forstod dårligt nok mig selv,« forklarer Tommy Lynnerup.
Alligevel var der ingen alarmklokker, der ringede.
Da William var seks, foreslog børnehaven en børnefaglig undersøgelse, der kunne klarlægge, om han var skoleklar. Fagpersonerne sagde ja og placerede ham i en såkaldt ‘boblegruppe’, en tre måneders ‘førskole’ op til 0. klasse.
»Man har jo tillid til autoriteter. Jeg var grøn som far, fulgte deres vurdering. Hvad skulle jeg ellers have gjort,« spørger Tommy Lynnerup, ærgerlig over, at hans tillid endte med at kaste familien og især hans søn ud i et uoverskueligt kaos, hvor konflikterne tog fart.
»Hjemme blev det også mere og mere træls. Hver aften så jeg ham falde grædende i søvn. Det gjorde jeg også selv. Det var totalt opslidende, ren afmagt. Jeg vidste ikke, hvilket ben jeg skulle stå på, kendte ikke systemet, vidste ikke, hvor jeg skulle banke på. Jeg var bare en far, der ikke forstod, hvorfor tingene ikke lykkedes for mig.«
Det var en enorm lettelse for familien, da William blev indstillet til udredning på Børnepsykiatrisk afdeling i Aarhus. Stille og roligt begyndte tingene at gå den rigtige vej. Men på sin egen meget skrøbelige måde.
Præcis hvor skrøbelig, fandt Tommy Lynnerup ud af, da han besluttede, at de skulle holde jul hos hans forældre.
I sofaen i Himmerland mindes han med rynker i panden, at han var blevet advaret. Om at juleferien, med dens brud på rutiner, kunne få læsset til at vælte for den seksårige William.
Og det gjorde det. Faderen måtte begå overgreb på sin lille dreng. Fastholde ham i over en halv time på badeværelsesgulvet.
Det smertefulde minde sender trækninger gennem Tommy Lynnerups ellers milde og åbne ansigt. Og det er ikke alene selve fastholdelsen, der smerter ham. Men også billedet af den mand, han var blevet. En mand, der var blevet bange for at være far.
»I udredningsforløbet fik vi at vide, at vi skulle passe på ikke at skade hans selvværd, ikke være for hårde. Dét gjorde, at jeg trak mig rigtig meget, blev bange for at sætte grænser, for at presse ham. Jeg var nærmest ikke far for ham til sidst, turde ikke gøre noget, turde ikke sige nej, var bange for alt, var en skygge af mig selv. Når jeg kigger på det i dag, kan jeg se, at William havde brug for, at jeg trods alt var tydelig. Selv om jeg var sur, var det en form for tryghed,« forklarer Tommy Lynnerup, hvis refleksioner både afspejler det forløb, han selv har gennemgået, og hans videreuddannelse til coach.
De lange teenagelemmer kommer sjoskende ind i stuen.
Tommy Lynnerup lyser op i hele ansigtet, man kan næsten mærke kærligheden bølge gennem rummet.
Som havde det været enhver anden 12-årig, kaster William sig ned i den store læderlænestol, smider kroppen rastløst først den ene og så den anden vej, inden han lander i en position med de ranglede ben slængt hen over armlænet. Der er en flænge i cowboybukserne. Det skal der være i den alder.
Da faderen tidligere på dagen kaldte på ham og sagde, at nu var dem fra BT kommet, råbte han tilbage: ‘sig at jeg ikke er kommet hjem fra skole endnu’. Han var ikke klar til fremmede. Og slet ikke fremmede, der skulle høre om ham, tale om ham og hans diagnose.
»Men det er o.k. nu,« siger William så med et skuldertræk.
Der er sket rigtig meget siden den juleaften i 2011. Det følgende forår fik han stillet diagnosen adhd og angst oveni. Angst, som psykiaterne knytter til skilsmissen mellem hans forældre, da han var helt lille.
»Det var en kæmpe lettelse at få stillet diagnosen. En lettelse at vide, at vores konflikter ikke var fordi, jeg var en dårlig far, men fordi jeg havde en søn med udfordringer og særlige behov. Jeg kan godt huske, at jeg dengang tænkte, at det fandme var uretfærdigt, når nu jeg havde glædet mig sådan til at blive far og havde så meget kærlighed. Og jeg kan huske den dårlige samvittighed over, at angsten bunder i vores brud dengang.
Men i dag er William bare den største gave til mig, som jeg på ingen måde ville være foruden. Det har været hårdt for mig, for ham. Men hold op hvor er jeg blevet et anderledes menneske af at lære ham at kende. Det har gjort en kæmpe forskel, at jeg selv har turdet arbejde med mine følelser, at jeg har lært mine følelser, grænser og værdier at kende,« siger Tommy Lynnerup, hvis refleksioner er en følge af, at han valgte at sige sit gode job op, tage en mastergrad i kommunikation og gradvist arbejde i retning af at coache og hjælpe andre forældre, der måske ikke har det samme ‘damptromle’-gen som han selv. Men fremfor alt at hjælpe sin søn.
Siden 2013 har William boet fast hos sin far, som året efter mødte sin nuværende kæreste - og snart forlovede - Christina, der har døtrene Liv på 11 og Mia på ni. De blev en sammenbragt familie.
Ligesom tilfældet var med storebroren Nicklas, har der også været knaster på det nye stamtræ. Et diagnosebarn fylder meget, og jalousi, vrede og frustration fra søskende er nærmest uundgåeligt. Men gnidningerne har været små.
I dag har familien base midt ude i den himmerlandske natur, hvor William trives bedst. Dér, hvor der er højt til loftet, stilhed og ro, når der er behov for det. Dér, hvor man kan fræse rundt på den havetraktor, som nærmest indgår i Williams selvterapi.
I modsætning til hovedparten af adhd ramte børn, er William nemlig ikke medicineret, et valg, som han og Williams mor traf allerede, da sønnen fik stillet diagnosen.
Efter i årevis at have stolet blindt på autoriteterne, valgte Tommy Lynnerup at stole på sig selv.
»Det er som om, at medicin er deres eneste redskab til at få ro på barnet,« siger Tommy Lynnerup med vrede i stemmen over dét, som han mener blot er ‘symptombehandling’.
I stedet valgte han at tro på, at William og hans selvværd med de rigtige redskaber kunne udvikle sig skridt for skridt. At de sammen kunne gå den rigtige vej, hvis han som far forstod sit barns diagnose og reaktionsmønstre bedre.
Og på den vej har ikke mindst struktur og genkendelighed været vigtige.
Hjemmet har været fyldt med små sedler, der tydeligt og pædagogisk har vist og forklaret William, hvordan hans dag hang sammen. Hvornår han skulle hvad. Madpakken identisk hver dag. Tøjet sorteret og stablet på en bestemt måde.
William har gjort kæmpe fremskridt.
Hans far understreger, at faglig dygtighed ikke er et succesparameter i hans verden, at han sætter menneskelige og sociale egenskaber langt højere. Alligevel er Tommy Lynnerup pavestolt af de kvantespring, som William foretager. Som nu at han før sommerferien i år gik fra 2. klasses læsning til 5. klasses i den specialafdeling på Aars Skole, som han går i.
Selvfølgelig er livet ikke kun rosenrødt. Frustrationerne over et system, der slet ikke er gearet til børn som William eller forældrene, kan stadig være uoverskuelige.
»Min tilgang til systemet har fra begyndelsen været at være ærlig og åben, og for to år siden havde William nogle virkelig svære kampe, som jeg havde behov for hjælp til, og gik grædende til vores sagsbehandler. Eller behandlere. I løbet af fem måneder måtte jeg gennem fire forskellige og hver gang begynde forfra.
Det er jo ikke menneskene, jeg har noget imod, men systemet, arbejdsgangene. Og det er det, jeg prøver at kæmpe for i dag. Når en forælder står i en akut situation med et barn, der har det rigtig dårligt, så skal vi have hjælp. Ikke modstand,« siger Tommy Lynnerup med harme i stemmen.
I sine studier har klinisk psykolog Anne-Mette Lange fra Aarhus Universitet kunnet konstatere, at systemet langtfra yder tilstrækkelig hjælp. Hverken til det adhd-ramte barn eller dets forældre. Og at det på sigt kan koste samfundet rigtig dyrt.
»Det koster samfundet 2,5 mia. kr. om året, at folk går udiagnosticerede gennem livet med adhd. Det er vildt mange penge,« siger Anne-Mette Lange om den undersøgelse, som hun sammen med Copenhagen Business School har udført. Et tal, der ifølge hende tilmed er baseret på et konservativt estimat.
»Der er et stort behov for, at man opgraderer og forbedrer hjælpen. Mange børn med adhd forlader folkeskolen uden afgangseksamen og er dermed rigtig dårligt rustet til arbejdslivet. Systemet skal blive bedre til at sikre de her børn bedre vilkår, for selvfølgelig skal de have et godt liv ligesom alle mulige andre. Samfundet kan sagtens indrettes bedre til at kunne støtte de her børn,« understreger Anne-Mette Lange.
I sofaen i Himmerland ryster Tommy Lynnerup på hovedet over de mange gange, han har stødt panden mod systemets mur.
»Jeg ved godt, at vores historie bare er søde skumfiduser i forhold til andres. Men jeg nægter at give op. Jeg vil fighte til det sidste for, at familier kan få den hjælp, de har brug for.«
I en periode var det dog ikke kun systemet, som Tommy Lynnerup mødte modstand fra. Han gjorde det også fra sin egen søn. Modstand mod, at han - William - var omdrejningspunktet for faderens arbejde.
»På et tidspunkt var det rigtig svært for ham at acceptere. Jeg har brugt virkelig meget tid på at tale åbent med ham om det, forklare ham, at det ikke handler om, at jeg skal udstille ham.
Jeg fortæller ikke Williams historie for at sige, at der er noget i vejen med ham, men fordi han har vist mig, at de her børn - uanset diagnosen - skal vi som forældre lære at kigge på, at lytte til. I dag føler han stolthed over det og spørger nogle gange, om han må komme med ud at tale til foredrag,« siger Tommy Lynnerup og kigger anerkendende hen på den henslængte teenager.
»Når jeg ser William i dag, ser jeg ikke en dreng med adhd. Selvfølgelig kan han godt have sine svære perioder, men slet ikke på den måde, hvor han er ødelæggende over for sig selv. Han har langt større kendskab til sig selv, og det skaber en tryghed i ham.
Jeg er så megastolt af den dreng. Han er inspirationen bag alt dét, som jeg render rundt og laver i dag. Dét, som jeg kæmper for og arbejder med: at gøre systemet bevidst om, at der er nødt til at ske noget på området.«
Lykkes det en dag for Tommy Lynnerup, er det ikke sikkert, at han kommer til at fejre sejren med den søn, der har hjulpet ham med at støbe kuglerne. For udover en drøm om at komme på efterskole, har William store planer for fremtiden.
»Én ting har jeg besluttet. Jeg skal ikke bo i Danmark. Jeg vil til USA, til Kina, til England. Ud at se verden. Derud, hvor der er fede biler.«
Han smiler saligt. Og hans far bliver blød i knæene.
»Han har bare et fantastisk hjerte. Tænk, hvis han kan lære at leve ud fra det.«
-----------------------------------------
5 GODE RÅD FRA TOMMY LYNNERUP
Frem med den positive energi
Der er ikke to børn, der er ens. Så uanset hvilken diagnose barnet har, skal vi - både som forældre, lærere og pædagoger - møde barnet med vores følelser i stedet for med hjernen. Det er så vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad det er for en energi og forventninger vi har med os. Negativ energi kan nemlig skabe stor utryghed hos et diagnosebarn, og mange konflikter kan undgås ved, at vi er opmærksomme på os selv.
Bryd tabuet
Det er svært at være forælder. Men det er de færreste, der tør indrømme det. Det tabu skal vi være bedre til at bryde. For uanset om dit barn har en diagnose eller ej, så er det bare mega udfordrende at have børn.
Os med diagnosebørn oplever endnu større konflikter og endnu flere ting, som vi skal lære at forstå, fordi vores børn ikke kan presses på plads. Der er hele tiden noget på spil, så derfor skal vi også turde sige, at det er svært at have et barn med et særligt behov.
Kend dig selv
Tit kommer vi som forældre til et diagnosebarn til at stå i konflikter, fordi vi reagerer voldsomt på noget, som barnet siger.
Derfor er det virkelig vigtigt, at vi finder ud af, hvorfor vi reagerer, som vi gør. For kun ved at lære os selv bedre at kende, kommer vi på forkant og undgår opslidende konflikter. Og som bonus gør dét vores opgave med at lære vores barn at kende lettere.
Drop præstationsræset
Lige fra børnehavealderen bliver vores børn målt på, hvor dygtige de er til alt muligt. Det mener jeg er et skråplan.
Vi skal fokusere meget mere på at lade dem blive de mennesker, som de er. For jo bedre børnene kender sig selv, jo mere lærer de også at dække deres egne behov, når de rammes af alle mulige følelser, som kan være svære at håndtere.
Giv os hjælp
Mit sidste råd er nok mere ét til systemet, som jeg ville ønske havde større fokus på de familier, der har behov for hjælp, eller har et barn, der er skubbet ud af balance og har det svært med sig selv.
Det hjælper ikke noget, at vi som forældre bliver set på, som om vi har svigtet, fordi vores barn ikke har det godt. Vi ved godt, at vi ikke er gode nok, men ved også, at vi har brug for hjælp, fordi vi endnu ikke har fundet nøglen og redskabet til at løse præcis den opgave. Og dér skal systemet langt hurtigere på banen med en indsats, så familien får den støtte, der er brug for.
