Udenrigsminister Lene Espersen (K) kritiseres kraftigt af danske historikere for at forsøge at holde hånden over to af Danmarks politiske koryfæer, tidligere statsminister Poul Schlüter (K) og forhenværende udenrigsminister Uffe Elllemann-Jensen (V).
De to eks-ministre kan have spillet afgørende roller i en af de mest betændte skandaler i den danske koldkrigs-historie – en skandale, udenrigsminister Lene Espersen nu, 23 år senere, nægter at lade en dansk historiker undersøge.Baggrunden er en episode fra 9. september 1988, hvor 18 østtyskere, under dække af at være turister, søgte tilflugt på den danske ambassade i Østberlin i et forsøg på at slippe til Vesten.
Men i stedet for at hjælpe de såkaldte ambassadebesættere – der blandt andet talte fem børn – ud af DDR, tilkaldte den danske ambassade det berygtede østtyske sikkerhedspoliti, Stasi. Op mod 100 Stasi-medarbejdere deltog i aktionen, hvor de sovende børn og deres forældre brutalt blev vækket, ført ud af ambassaden og indespærret i Berlins Stasi-fængsel, efter at børn og mødre var adskilt fra hinanden.
Fire dage senere var ambassaden ‘gjort ren’ efter østtyskerne, så et besøg af daværende statsminister Poul Schlüter kunne gennemføres som planlagt. Under sit besøg i Østberlin spiste Poul Schlüter også middag med DDRs leder, Erich Honecker, men den danske statsminister undlod at diskutere sagen med den østtyske diktator.
Siden frikendte et undersøgelsesudvalg under Folketinget Poul Schlüter og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for at have andel i den kontroversielle beslutning om at tilkalde Stasi. I stedet fik den daværende danske ambassadør i DDR, Erik Krog-Meyer, ansvaret.
Undersøgelsen viste, at både Schlüter og Ellemann-Jensen først blev orienteret, da ambasade-besætterne var hentet af Stasi. Men det er uklart, om folketingsudvalget fik adgang til alle oplysninger om sagen.
Nu – 23 år senenere – har den danske historiker Lasse Rahn fra Syddansk Universitet bedt om adgang til Udenrigsministeriets dokumenter om sagen for at kunne skrive den sande historie om skandalen for at klarlægge, om ambassadøren virkelig handlede på egen hånd, eller om de borgerlige topministre eller andre var involveret.
Men udenrigsminister Lene Espersen har afslået, at historikere – der ellers normalt har særlig adgang til den slags dokumenter – får adgang til sagsmapperne med den begrundelse, at det kan skade forholdet til ‘fremmede magter’ og Danmarks ‘sikkerhed’.
Det er dette afslag, som i dag får en af Danmarks fremmeste eksperter i DDR og den kolde krig, adjunkt på Syddansk Universitet Thomas Wegener Friis, til at lange ud efter udenrigsministeren.
- Jeg havde håbet på, at Lene Espersen kunne være sit ansvar bevidst. Men det svar, hun har givet, er pinligt, siger Thomas Wegener Friis, der kalder beslutningen ’kortsigtet og skandaløs’.
Thomas Wegener Friis minder om, at DDR gik i opløsning med Berlinmurens fald i 1989, og at det således er forrykt at tale om hensyn til ‘fremmede magter’. Denne magt eksisterer ikke på 22. år.
Også én af koldkrigshistoriens veteraner, historikeren Nikolaj Petersen, mangeårig ekspert i dansk udenrigspolitik og professor ved Aarhus Universitet, stiller sig uforstående over for Lene Espersens arkiv-afslag.
- Det er lidt latterligt. DDR er jo for længst død og borte. Jeg kan ikke forestille mig noget hensyn til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter, som skulle motivere et afslag, siger Nicolaj Petersen, der selv tidligere har opnået adgang til dele af det arkiv, som nu synes hermetisk lukket.
Ifølge Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet er mistanken, at Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen blev orienteret om ambassadebesættelsen, men alligevel undlod at hjælpe de 18 østtyskere af hensyn til Danmarks milliardstore samhandel med DDR. I stedet tilkaldte den danske ambassadør i DDR det østtyske sikkerhedspoliti.
- Embedsmændende tog tilsyneladende skraldet for ministrene og skabte en historie om, at ministrene ikke vidste noget om, hvad der skete på ambassaden, førend det hele var overstået. Men vi har ikke mulighed for at undersøge, om virkeligheden også var sådan, eller om forklaringen blev konstrueret, fordi det var belejligt for ministrene, siger Thomas Wegener Friis.
Et undersøgelsesudvalg gav 1. november 1988 den i dag afdøde ambassadør Erik Krog-Meyer det primære ansvar for forløbet. Alligevel blev Erik Krog-Meyer hverken fyret eller degraderet, men fortsatte som dansk ambassadør i DDR og siden i Finland.
Det undrer den tidligere politiker Bjørn Elmquist, der som medlem af Venstre sad i det udvalg, som fældede dommen over Erik Krog-Meyer.
- Det bekræftede mig i, at der måtte være indgået en handel – for eksempel ved, at ambassadøren ikke fortalte hele sandheden og tog hele ansvaret selv, siger Bjørn Elmquist i dag og kritiserer samtidig de vilkår, som udvalgsrapporten blev til under.
- Jeg havde klart den opfattelse, at vi ikke fik alt at vide, at der var akter, vi ikke fik, og at den fulde sandhed ikke kom frem, siger han.
Omvendt vurderer den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen ikke, at noget blev undertrykt i rapporten.
Han føler sig i dag overbevist om, at skylden for østtyskernes skæbne alene påhviler ambassadør Erik Krog-Meyer.
- Ambassadøren ville gerne have et godt forhold til DDR og have afviklet Poul Schlüters statsbesøg få dage senere uden ballade. Så vidt jeg husker, kunne vi dog ikke blive helt klar over i hvilket omfang, Schlüter var informeret, siger han.
De 18 ambassade-besættere blev efter afhøringer af Stasi-officerer idømt straffe på to til tre års fængsel – domme som efter massiv internationale medieomtale blev gjort betingede. Først i marts 1989 fik de, som følge af hårdt politisk pres, lov til at rejse til Vesttyskland.
Skal sandheden frem, eller er det i orden at holde visse ting hemmeligt? Deltag i debatten herunder
