Danmarks nationalskjald Kim Larsen har fået konstateret prostatakræft og må aflyse vinterturné. Men er tilbage i juni.

Selv om 72-årige Kim Larsen de seneste år på grund af dårlig ryg har været tvunget til at sidde ned under sine og banddrengene i Kjukkens koncerter, rager han på anden vis stadig højere op end stort set alle andre inden for sin metier.

Men de kommende måneder er der dekreteret pause for Kim Larsen, Danmarks nationalskjald. Eller popsanger som han selv siger. Kim Larsen har fået konstateret prostatakræft, og derfor har han sammen med bandet nødtvunget måtte aflyse den planlagte turné, som skulle være spillet i gang den 11. januar i Amager Bio og kørt i to måneder frem med 24 for længst udsolgte koncerter.

Meddelelsen om Larsens kræftsygdom kom i går, da hans impresario Jørn ”Ørn” Jeppesen, som også er rytmeguitarist i bandet, skrev følgende på dets officielle Facebook-side:

'Kim Larsen & Kjukken er desværre tvunget til at aflyse de kommende koncerter i januar, februar og marts. Kim Larsen fik i december konstateret kræft i prostata. Han er allerede i behandlinger og har derfor ikke kræfter til vinterkoncerterne.'

Efterfulgt af et statement fra den 72-årige mester selv:

'Jeg undskylder mange gange over for både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen. Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer,' siger Kim Larsen.

En hård tid

Jørn Jeppesen lægger over for BT ikke skjul på, at det har været en hård tid, siden sygdommen blev konstateret af lægerne på Odense Universitetshospital få dage før jul.

Kim Larsen på scenen. Billeder her er fra Smukfest den 6. august 2015.  
Kim Larsen på scenen. Billeder her er fra Smukfest den 6. august 2015.   Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Selvfølgelig først og fremmest for Kim Larsen selv og hans familie. Men også for bandet, som efter mange år er så fuldstændig sammentømret en enhed med Larsen, at det er svært at skelne mellem, hvad der er kammeratskab, og hvad der er en musikprofessionel livsstil.

»Som i enhver anden familie og samling af gode venner bliver man selvfølgelig både forskrækket, bange og fortvivlet, når man får sådan en besked, for det er en alvorlig diagnose, han har fået. Så det er klart, at det påvirker hver enkelt og alle. På den måde er Kim ikke anderledes end andre. Vi tænker meget på ham og er virkelig kede af det og berørte af det i bandet. Kim er jo vores kammerat,« siger Jørn Jeppesen.

Og tilføjer i et mere optimistisk toneleje:

»Men han skal nok komme sig. Efter at have snakket med Kim og med lægerne, er jeg overbevist om, at vi nok skal få styr på det hele. Ser man på alle statistikker for sygdommen, så ser det godt ud. På den måde er det ikke livstruende. Vi er overbevist om, at han får sit liv igen, og at han kommer ud at spille til sommer. Så i denne svære stund er vi ved godt mod. Det er klart, at humøret svinger lidt, men han er sgu’ stadigvæk Kim Larsen – en frisk fyr. Jeg er meget imponeret over, hvor sej han i virkeligheden er og tager det hele i den her dumme situation,« lyder det fra Jørn 'Ørn'.

Koncert i Juni

Kim Larsen & Kjukken blev dannet i 1995 - året efter at Larsen var flyttet sammen med Liselotte Kløvborg i hjertet af Odense.

Ifølge impresario og manager Jørn Jeppesen skal Kim Larsen indtil videre have tid og ro og bare komme til kræfter. Men inden alt for længe griber bandet instrumenterne stille og roligt i øvelokalet:

»På den korte bane skal Kim komme til hægterne og bruge de næste måneder på det. Så begynder vi i løbet af foråret at øve op til sommerturnéen. Både sammen og hver for sig. Det er planen. Nu får han lige fred fra både mig og de andre i bandet i et stykke tid, og så er jeg sikker på, han bliver klar igen.«

Første planlagte koncert i Kim Larsen & Kjukkens reviderede tourkalender er 28. juni på Den Grønne ved Nyborg Slot.

Andre læser også