»Vil i have en kop kaffe og en ostemad? Der er også marmelade?« spørger 69-årige Svenn Skipper, der byder indenfor i det lille køkkenalrum i nordsjællandske Tidsville, hvor han bor alene med sin hund Minik.
Lørdag den 22. april fyldte Svenn Skipper 70 år. Han kan se tilbage på en lang karriere, hvor han har spillet på næsten alle de store danske teatre og akkompagneret musikalske legender som John Mogensen og Birthe Kjær. Og en stor del af livet har han delt med hele Danmarks diva, 82-årige Ghita Nørby. Først som ægtefælle og efter et par år fra hinanden har de fundet sammen igen.
De bor hver for sig, lever hver deres liv, men de deler stadig livet med hinanden, så ofte de kan.
»Det var vores måde at gøre det på. Det gav os en frihed. I perioder er vi ikke sammen, og så savner vi hinanden. Det er det, som der skulle til i vores forhold, i stedet for at gå op og ned ad hinanden hele tiden,« siger han.
Da musikken i 70’erne bragte Svenn Skipper sammen med Ghita Nørby for første gang, blev det begyndelsen på et noget usædvanligt liv under store bevågenhed og opture og nedture. Da de mødtes, var hun 12 år ældre og havde barn med hele Danmarks Dario Campeotto og var landskendt for sine mange store roller på film, tv og teater. Han kom også fra et forlist ægteskab, havde ingen børn og var ikke vant til samme opmærksomhed om sin person.
De mødtes første gang på Danmarks Radio, hvor han var producent for underholdningsorkestret, og hun skulle ind og synge nogle viser med orkesteret.
»Der kom en dame ned ad trappen i det store studie 2. Jeg tænkte slet ikke der. I sådan en situation tænker man ikke, man oplever,« fortæller Svenn Skipper.
Selvom de mødte hinanden under professionelle forhold, så var der ikke noget, der kunne lægge låg på den søde musik, der opstod mellem dem.
»Hvis det handler om forelskelse, kan man ikke lade være. Det er noget, vi ikke selv kan bestemme over,« siger han.
Ved siden af huset i Tidsvilde ligger en lille tilbygning, som Svenn Skipper har indrettet som sit musikstudie. Her øver han sig flere timer om dagen. Selvom han har spillet klaver i 65 år, så glemmer fingrene hurtigt, hvis ikke de dagligt bliver mindet om musikken.
»Hvis jeg ikke har mit instrument, kan jeg ikke eksistere. Jeg gror til,« siger han.
Studiet er fyldt med orientalsk udsmykning, karatediplomer og hundekiks. Midt i rummet står et stort sort Sauter flygel fyldt med nodeark. På det første står titlen 'Lys, som Svenn Skipper langsomt begynder at spille. Han skrev melodien til Ghita, dengang de mødte hinanden.
»I musikken opererer man med mørke og lyse tonearter. For mig er Ghita det lyse. Alle har en udstråling, men Ghita hun stråler med et rigtig kraftigt lys. Hun er uden tvivl mit livs store kærlighed. Vi har et eller andet tilfælles, som er svært at sætte ord på. Det er en stemning og en tiltrækning, stærkere end jeg har oplevet før,« fortæller han.
Efter 30 år er han dog stadig ikke sikker på, hvad det er, som han faldt for, da han mødte Ghita første gang.
»Jeg er ikke færdig med at finde ud af, hvad jeg faldt for ved Ghita. Det er hele pakken. Hun faldt nok for mig, fordi jeg var så charmerende.«
Med pressen i hælene
I sommeren 1984 besluttede Svenn Skipper og den 12 år ældre Ghita Nørby at blive gift. Og det var ikke let at slippe væk fra sladderpressen, som ikke ville slippe dem af syne.
»Vi gjorde en masse krumspring, da vi skulle giftes. For så snart pressen fik fat i nyheden, kunne vi ikke være nogen steder. Vi trykkede speederen i bund og stak af med pressen i hælene, som var langt bagud, for de kunne ikke følge med. Og så blev vi gift på Læsø.«
Svenn Skipper husker, hvordan det nygifte par narrede pressen, når de ville have fred.
»Jeg arrangerede vores liv sådan, at pressen ikke fandt ud af noget. De var der jo hele tiden. Det føltes, som om de næsten var inde under huden på en, og så mister man noget af sin frihed. Selvom jeg kan karate, har jeg dog aldrig slået på nogen,« siger Svenn Skipper.
Efter 27 år sammen blev Svenn Skipper og Ghita Nørby skilt i 2011.
»Vi var kede af det begge to, for vi havde været sammen i lang tid. Det er aldrig sjovt, når det er noget, man ikke vil, men sådan var det. Det var en mærkelig tid, men vi fandt hinanden igen.«
Efter to år fra hinanden sendte Svenn et brev til Ghita.
»Jeg sendte det, fordi jeg stadig holdt af hende. I sådan en situation kan en telefonsamtale være alt for tæt på. Der er stor forskel på at tale i telefon med en person og få et brev, som man kan læse i ro for sig selv.«
Selvom Svenn nu er 70 år og Ghita er 82 år, så turnerer de stadig rundt sammen, hvor han spiller på klaver, og hun læser H.C. Andersens historier op. Et arbejdsliv, hvor ikke to dage er ens.
»Vi sætter os lejlighedsvis ind i bilen og kører rundt i Danmark. Ghita læser op, og jeg spiller. Det er mægtig godt, for hun er skide god til at læse op. En af de bedste. Vi vidste på forhånd, at vi kunne arbejde sammen, for vi kan jo godt lide at være sammen, så det gav sig selv.«
Når Svenn Skipper og Ghita Nørby er alene sammen, går de ture med deres to hunde. Helt almindeligt nærvær og samvær. For Svenn Skipper er det vigtigt at være nærværende, for det er hemmeligheden bag 30 års vedvarende kærlighed.
»Et parforhold er meget intimt. Det er noget andet end et orkester, som man er sammen med et par gange om ugen. I et forhold handler det først og fremmest om nærvær og at være til stede i nuet. Kan man det, kommer man langt. Er man observant, oplever man, om der er et ønske om samvær eller ej, og så kan man reagere på det. Det er ikke anderledes, end da vi var gift og boede sammen. Det fungerer bedre nu, hvor vi savner hinanden. Man kan jo altid sætte sig ind i sin bil og besøge hinanden, og vi er meget i kontakt med hinanden over telefonen. Både morgen og aften.«
Han er en af de flittigste danske musikere, og hun er et folkeeje. På søndag tager Ghita afsked med teatret med sin sidste rolle i teaterstykket 'Sarah' på Folketeateret. De to travle mennesker har dog ikke lagt mange planer for tilværelsen som pensionister.
»Der er ikke noget bestemt, vi skal, der er noget, vi ikke skal. Og det er arbejde. Det har altid været impulsivt, det vi har lavet sammen, og det vil fortsætte. Der er nogle steder i verden, hvor vi gerne vil hen. For eksempel Bali. Det er et helt fantastisk sted.«
