Mange måtte nok lige kigge en ekstra gang, da Knæk Cancer-indsamlingsshowet løb over skærmen på TV2 lørdag aften.

For blandt de mange donorer, der fik vist deres navn på skærmen som tak for de store donationer, var rockerklubben Bandidos MC Danmark.

Rockerne, der i offentligheden nok er bedst kendt for deres forkærlighed for motorcykler og kriminalitet, havde selv stablet en indsamling på benene i klubben. I alt havde de samlet 25.250 kroner ind, som blev doneret til Knæk Cancer under indsamlingsshowet.

- Baggrunden, for at vi har indsamlet og doneret pengene, er, at vi ligesom mange andre danskere gerne vil være med til at bekæmpe kræft. Vi har mistet brødre til kræft, og vi har brødre, som er ramt af kræft. Derfor er det vigtigt for os at være med til at støtte op om kampen mod cancer, for vi er almindelige mennesker, som også har kræft tæt inde på livet, siger Kent Sørensen, der udtaler sig på vegne af presse- og juragruppen i Bandidos MC Danmark.

Gennem tiden er medlemmer af Bandidos blevet dømt for berigelseskriminalitet, vold og drab. Kent Sørensen afviser dog, at indsamlingen er et led i en strategi, der skal generere positiv omtale og få danskerne til at forbinde rockerklubben med andet end larmende motorcykler og kriminalitet.

- For os betyder det ikke så meget, om vi får positiv eller negativ respons på det. Vi vil gerne være med til at udrydde cancer. Det er det, der betyder noget for os, og derfor har vi indsamlet pengene, siger Kent Sørensen til BT.

Martin Brygmann, Lærke Winther og Peter Gantzler

Hvor kommer pengene fra?

- De er samlet ind fra brødre i hele Danmark, som har valgt at støtte op om kampen for at knække cancer og derfor har doneret til vores indsamling. De kommer ikke fra en klubkasse.

Stammer pengene fra kriminalitet?

- Nej, det gør de ikke.