Da den 19-årige kokkeelev Tobias Koch torsdag modtog en besked fra din arbejdsgiver, troede han ikke sine egne øjne.

»Vi bortviser dags dato Tobias Koch for at stjæle strøm fra restauranten, ved at lade sin telefon op uden tilladelse fra restauranten.«

Tobias Koch står nu uden læreplads, fordi han havde sat sin telefon til opladning på Restaurant Sans i Aalborg, hvor han indtil torsdag var elev!

»Jeg har været i restauranten i to år og har næsten altid min telefon stående til opladning. Det er der flere der har,« siger den 19-årige kokkeelev.

»Jeg tænkte bare, det kan ikke passe det her. Det er bare for barnligt,« siger kokkeeleven.

Hos 3F Aalborg er man næsten lige så chokeret som hovedpersonen selv.

»Det her er den værste bortvisningsgrund jeg nogensinde har set,« siger næstformand Allan Busk.

Forud for bortvisningen var gået en strid om, hvordan Tobias Kochs uddannelsesforløb skulle arrangeres i 2015. Restaurantens ledelse og 3F kunne ikke nå til enighed om, hvad der skulle ske med Tobias Kochs læreplads, da han havde afslået at fortsætte sin elev-uddannelse på en restaurant der ligger 60 km fra bopælen i Aalborg.

Al dialog er nu stoppet med torsdags bortvisning for uretmæssigt at lade sin mobiltelfon op.

Næstformand i Privat, Service, Hotel og Restauration, Kurt Frederiksen, siger i en pressemeddelelse fra 3F, at han er uforstående overfor bortvisningen.

»Opfindsomheden er desværre stor hos arbejdsgiverne, når de vil af med elever, og vi ser mange sager, hvor de unge bliver behandlet horribelt. Men det her er nok det værste, jeg har set,« siger Kurt Frederiksen.

Restaurant Sans' medejer Lasse Holst bekræfter over for bt.dk, at de har bortvist 19-årige Tobias Koch. Men han vil ikke gå dybere ind i, hvad der har udløst balladen.

»Normalt går vi ikke i små sko, men situationen taget i betragtning er vi nødt til det,« siger Lasse Holst.

Men du erkender, at det er at gå i små sko at bortvise en medarbejder for at lade sin telefon op?

»Hvor går grænsen for, hvad der er tyveri og ikke tyveri? Normalt ville vi se gennem fingre med det, men 3Fs håndtering af sagen har gjort, at vi skulle løse problemet. Det har vi valgt at gøre på denne måde,« siger Lasse Holst, Restaurant Sans.