Lørdag aften faldt to 14-årige piger ned i en cykeltunnel ved Dronning Louises Bro på Nørrebro. Nu viser politiets undersøgelser, at gelænderet, som pigerne enten lænede sig op ad eller sad på, var rustent, og at det sandsynligvis er grunden til, de to unge piger faldt mere end fire meter ned.

- Det er fuldstændig rustet, og så knækker det bagover. De andre gelændere er lige så rustne, forklarer Preben Johannesen, vicepolitikommisær på Station Bellahøj, til pol.dk.

Pigerne blev alvorligt skadede ved faldet. Den ene pige er nu lam fra hoften og ned, da hun fik revet rygsøjlen over i forbindelse med faldet.

LÆS OGSÅ: 

Den anden pige pådrog sig mindre skader. Hun slap med hjernerystelse, løse fortænder og en brækket næse.

Ifølge pol.dk anbefalede et ingeniørfirma allerede i 2012 Københavns Kommune at renovere fodgængertunnelen. Ingeniørfirmaet mente ikke, at der var et akut behov, men at kommunen i 2012 reparerede stedet.

I mandags lavede kommunen en midlertidig reparation ved at svejse et nyt gelænder på den del af broen, hvor ulykken skete.