Det er et velkendt problem, at Black Friday skaber kaos i pakkeshops rundt om i landet.

Det har nu fået SuperBrugsen i den nordjyske by Pandrup til at lokke kunderne til butikken for at hente deres pakker.

I en video på Facebook skriver SuperBrugsen Pandrup, at kunder får en rabatkupon på 15 procent, som man kan bruge på indkøb i butikken.

»Ligger din pakke klar til afhentning efter Black Friday i SuperBrugsen Pandrup?«

»Hent gerne din pakke hurtigst muligt, og hjælp butikken med at få plads på hylderne til nye pakker,« skriver butikken i opslaget.

Rabatkuponen er blevet udleveret i pakkeudleveringen af medlemmer af butiksbestyrelsen både lørdag, søndag og mandag i tidsrum på to timer.

Dagligvarekoncernen Coop forventer at udlevere tre millioner pakker i løbet af december fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount.

Det er det største antal nogensinde, og er en stigning i forhold til sidste år på omkring 500.000 pakker.

Derfor har Torben B. Andersen, der er kædedirektør i Brugsen, også en klar opfordring til danskerne.

»Det er et meget stort arbejde for vores gode kolleger i butikkerne. Så jeg vil godt appellere til, at man henter sine pakker så hurtigt som muligt, så vi har den fysiske plads til de store mængder, vi modtager,« sagde han mandag og tilføjede:

»Og også at have forståelse for, at medarbejderne i butikkerne har ekstraordinært travlt i december. Jeg kan love, at vi gør alt, hvad vi kan for at servicere kunderne så godt som muligt.«

Butikkerne får dig til at bruge langt flere penge, end du har planlagt med snedige tricks. Ekspert og adfærdsrådgiver Jakob Rachmanski afslører tricksene til at sno dig uden om.

Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller her: