Når snakken falder på værste og bedste madoplevelser, da michelin-kok Thomas Herman gæster podcasten Spar Kassen, er der især én oplevelse, der presser sig forrest i tankerne, når han skal tale om sin værste.
»Jeg husker en gang, jeg lavede et rejseprogram for DR. Der skulle vi til Nicaragua oppe i højlandet på en kakaoplantage. Det tager otte timer i bil at køre derop ud af en grusvej. Det er virkelig fattigt, det sted,« forklarer Thomas Herman:
»Vi kommer ind i det pæneste hotel i byen - mig og tv-holdet - og der skal vi så overnatte. Jeg bliver vist op på et værelse, og vi ved, at der er malaria i det her område - hvor der står en enkeltmandsseng uredt, hvor man kan se, at der er banket myg på. Så der er blod på sengen, og det er der også på væggen.«
»Ude på toilettet ligger der en død skorpion ude i badekarret.«
Efter den noget hårrejsende optakt, kommer han så til maden.
»Jeg mødes med tv-holdet, og vi bliver enige om, at vi skal have noget at spise. Og vi går ned et sted, og jeg siger dig: Det er så ulækkert. Man får en paptallerken, og så hænger der sådan noget kød ned fra loftet, der er stegt for længst. Og der hænger råt kød ved siden af.«
»Og så står de bare og skær det der kød. Jeg tager én bid, og så får jeg det dårligt. Tv-holdet er nervøse for, at jeg bliver syg, fordi vi skal optage næste dag. Så det ender med, at jeg sætter mig ud i tv-produktionens bil, hvor jeg ved, jeg har nødder, chokolade og chips liggende. Så jeg ender med at spise det og sove i bilen.«
»Jeg fik lidt af det der kød, så det er nok det værste måltid, jeg kan komme i tanke om. Men jeg har mange ikke så gode måltider på de der ture.«
Michelin-kok Thomas Herman deler fortællinger om en lang karriere som top-kok og tv-personlighed i Masterchef og på DR i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen. Efter 33.30 minutter fortæller han også, hvordan han selv sparer penge på madbudgettet.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.