Kok og kogebogsforfatter Hannah Grant har prøvet mange spændende ting i sin lange karriere som kok, men én madoplevelse sidder fast i baghovedet. 

Det fortæller hun i det seneste afsnit af podcasten Spar Kassen. 

»Jeg var så priviligeret en gang at få lov til at være ude med en fisker klokken fem om morgenen ud for Marseille Havn i Frankrig og hive fisk ind. Vi trak en tun op, og han fileterede den ude på vandet, mens vi stod derude. Og der fik jeg sashimi af en tun, der lige var trukket op af vandet,« fortæller hun:

»Det var den sindssygeste ting, jeg nogensinde har oplevet. Det var en syvendegenerationsfisker fra Marseille, og det her med at solen kommer op sådan helt pastelfarvet og lækker, og så få serveret soyasauce med den her helt friske tun, som poppede på tungen, fordi det var så frisk.«

»Det var en ret vild oplevelse, som jeg husker meget tydeligt.«

Hør også om Hannah Grants værste madoplevelse - som foregik på verdens bedste restaurant - og hendes smagstest af peanuts, hvor den billige variant er bedre end den dyre. 

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.