Jonas Vingegaard leverede endnu en stærk præstation i Touren, hvor han testede Tadej Pogacar af, men alligevel tabte nogle sekunder til sloveneren.

14. etape af Tour de France blev vundet af Thymen Arensman, som vandt monsteretapen efter et fantastisk soloridt, der lykkedes hen over 5.000 højdemeter.

På trods af yderligere tabte sekunder til Pogacar må det alligevel være et opløftende tegn fra Jonas Vingegaard, som efter 12. etapes nedtur har vist god moral og styrke på både 13. og 14. etape i Tour de France.

Det var dog svært at lure, hvad Vismas taktik gik ud på i dag, og Jonas Vingegaard fortæller om den til TV 2:

Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi havde Sepp (Kuss, red.) og Simon (Yates, red.) med i udbruddet for at gå efter etapen. Det lykkedes for os at få dem afsted, men på et tidspunkt virkede det, som om UAE ville gå efter etapen«, siger Vingegaard og fortæller, at hans to holdkammerater bare skulle have fulgt Arensman.

Derfor virkede det til, at Vingegaard blev fanget lidt imellem UAEs og Vismas egen taktik i dag, og du kan læse mere om den bekymring i dagens dom lige HER.

Der blev ellers lagt op til et slag på Superbagnères, hvor man sad med fornemmelsen af, at Pogacar ville blive skudt afsted og angribe fra bunden, som vi blandt andet så på Hautacam.

I stedet var det Jonas Vingegaard, som gav den et skud:

Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg havde egentlig troet, at han (Pogacar, red.) ville prøve – nærmest fra bunden af, som han har gjort de andre gange. Men det gjorde han ikke. Det virkede, som om de (UAE, red.) ville køre for etapen, og så virkede det, som om de ombestemte sig,« siger Vingegaard til TV 2.

Jonas Vingegaard er nu 4 minutter og 13 sekunder efter Tadej Pogacar, mens der er 3 minutter og 40 sekunder ned til Florian Lipowitz på tredjepladsen.

Du kan følge alt fra Tour de France i vores liveblog her.