Hein Verbruggen, der var præsident for den internationale cykelunion UCI fra 1991 til 2005, bekymrer sig ikke om den undersøgelse for korruption, som unionen lige nu er i gang med.

Den nuværende præsident for UCI, Brian Cookson, har afsat 18 millioner kroner til at undersøge, hvilke forhold cykelunionen tidligere har haft til doping, og hvordan man kan styre uden om doping i fremtiden.

Hein Verbruggen er blandt andet kommet i klemme, fordi Lance Armstrong i sine dopingerkendelser har fortalt, hvordan han i 1999 havde en positiv dopingprøve, som Verbruggen skulle have dækket over.

I et direkte TV-program i Holland mandag aften afviste den tidligere præsident dog anklagerne fra Armstrong.

- Armstrong er aldrig blevet testet positiv for doping, på trods af at han nu påstår det modsatte. Han lyver, måske for de penge, han får for at stille op til interview, siger Hein Verbruggen ifølge den hollandske avis De Telegraaf.

Den tidligere mange-dobbelte Tour de France-vinder har fortalt, at Verbruggen kendte til to positive dopingprøver, som belgieren skulle have hjulpet Armstrong ud af.

- Det er absolut ikke sandt, og det kan heller ikke lade sig gøre. Der er alt for mange instanser involveret (når en rytter tester positivt, red.).

- Svar på dopingprøverne bliver ikke kun sendt til UCI, men også til WADA (det internationale antidoping-agentur) og USADA (USA's antidopingagentur). Og de har heller ikke en positiv dopingtest liggende. Lance Armstrong er simpelthen aldrig testet positiv, siger Verbruggen ifølge avisen Algemeen Dagblad i tv-programmet.

Da Floyd Landis i 2011 erkendte dopingmisbrug, sagde han, hvordan Armstrong havde fortalt sine holdkammerater, at han var testet positiv, og at han havde fikset det med UCI.

Dengang havde Verbruggen sendt en mail til Armstrong om, hvad det skulle betyde, hvortil amerikaneren havde svaret, at han aldrig var testet positiv.

Hein Verbruggen nævnte også, at en rytter som Michael Rasmussen heller aldrig blev testet positiv, men formåede ligesom Armstrong at undgå det.