Mark Cavendish er udgået fra dette års Tour de France, efter han styrtede kort før mål på løbets første etape. Det er synd for ham, men godt for os, lyder det fra danske Lars Bak, der kører for Cavendishs konkurrent André Greipel på Lotto-Belisol-holdet.

Det bliver derfor ikke til nogen sejre for Mark Cavendish i dette års Tour de France, som endda tager start i England, og første etape sluttede tilmed i Cavendishs mors fødeby. Lars Bak føler derfor med Cavendish på trods af, at de ikke er på hold sammen.

- Han har set frem til det her i et år. Måske var han lidt overtændt. Det er synd for ham, at han må udgå, siger Lars Bak til bt.dk.

Lars Bak mener dog, at Cavendish uanset hvad havde sin del af skylden.

- Men som jeg ser det, var det helt klart hans egen skyld. Jeg tror, han, hvis han ikke var styrtet, var diskvalificeret.

Der er dog lyse sider ved det for Lotto-Belisol-holdet, som Lars Bak kører for, hvor holdet på de flade etaper kører udelukkende for deres supersprinter André Greipel. Derfor kan Lars Bak nemt se det gode ved, at Cavendish ikke er med i årets Tour længere.

- Det er synd for Mark, men det jo sådan set godt for vores hold, fordi det er en konkurrent mindre for André Greipel, siger Lars Bak.

Lars Bak og Mark Cavendish har et særligt forhold til hinanden, da de kørte på samme hold tilbage i HTC-Highroad dagene.